5 ugers kuren – Find svaret på: Hvad skal fylde i dit liv nu?

Midt i december steg jeg på et fly til Thailand med min mand, vores to børn og mine forældre. Rejsen er en gave fra mine forældre, der ønskede at fejre, at de begge fylder 60 år og min fars overgang til pensionist. Da han var 20 år og lige blevet far, underskrev han en kontrakt med Søværnet på 40 år, der sikrede hans familie en stabil indkomst. Nu er de mange år gået, og han skal i 2017 finde svaret på dette spørgsmål: Hvad skal fylde i mit liv nu?

Selvom min fars overgang er meget tydelig og højtidelig oplever jeg, at man med fordel kan stille dette spørgsmål flere gange i livet. Jeg har selv stillet det flere gange. Nogle gange fordi jeg var klar over, at jeg skulle justere min vej, andre gange fordi jeg var nødt til det. Når livet sætter os i en krise, eller vi møder en stor sorg, er det et spørgsmål, som automatisk bliver stillet, fordi kriser og sorg tit også handler om veje, der lukker sig for os.

Men hvorfor kun stille de dybe spørgsmål, når vi er nødt til det, og vi står foran en lukket dør og ved vejs ende efter sygdom, besøg af døden, fyringer eller skilsmisse? Hvorfor ikke også stille dem som en kærlighedsgerning til livet og som en fejring af, at vi har muligheder?

Det er del af mit eget nytårsritual er, at jeg stiller mig selv de svære spørgsmål og tager tiden til at fundere over dem. I år er jeg gået endnu dybere til værks, og har taget en 5 ugers kur væk fra hverdagen og alle de ting, der ellers fylder. Når jeg tager væk, er det fordi, jeg har erfaret, at jeg ser alting anderledes fra afstand – og nogle gange er den afstand nødvendig for at se det hele klart.

Jeg vil gerne dele opskriften på 5 ugers kuren med dig, da jeg meget dybt tror på, at alle kan have glæde af at træde ud af hverdagen nogen gange. Men først vil jeg dele lidt mere af min personlige rejse med dig.

En del af min historie handler om, at jeg som 30 årig ikke havde nogen som helst ide om, hvad jeg ville med mit liv i forhold til karriere. Jeg havde endnu ikke løst det med at tjene penge og bidrage til verden, og jeg var faktisk dybt frustreret over det. Det er en værdi for mig at kunne klare mig selv, og det indbefatter også økonomisk. Pointen er – da jeg var 32 år, var jeg fuldstændigt fortvivlet omkring min manglende karriere og totale forvirring om, hvad jeg dog skulle tjene penge på og bidrage med. Jeg var tæt på at opgive håbet om at få et arbejdsliv, som jeg ville sætte pris på, da jeg sammen med min mand og mine forældre med en lille Valentin på armen tog til Thailand. Vi var også dengang af sted i 5 uger, og jeg brugte tiden på at tage et kursus i buddhistisk meditation, nyde min baby og spørge mig selv:

Hvad er mit livsformål?

Hvad kan jeg bidrage med til verden?

Hvad kan jeg tjene penge på, som også afspejler mine styrker og passion?

Til sidst var det samme svar dukket op så mange gange, at jeg ikke længere kunne ignorere det: Jeg skal arbejde med mennesker i en tæt kontakt, skabe rum til fordybelse og skrive bøger. Jeg var dybt usikker på, om jeg ville kunne leve af det, og om jeg kan tillade mig at tage penge for det, jeg gør (og det plager mig stadig), men dybest set indså jeg, hvad der var vigtigt for mig og erkendte, at jeg ikke havde kvalifikationerne. Så jeg ansøgte om coachuddannelsen hos Manning Inspire fra en hakkende computer på Koh Lanta og resten er historie, som man ville sige i et eventyr.

Det er 7 år siden i dag.

I det kommende år fylder jeg 40 år.

Det var tid til endnu en tur med fokus på de store spørgsmål…

En af de mange fordele ved at rejse sammen med familie er, at det giver mulighed for både at være sammen og alene. Så børnene har sovet skiftevis hos mor/far og mormor/morfar i to rum, der ligger ved siden af hinanden. De aftener, vi har været alene, har Ingvar og jeg haft tid til at tale sammen og til at dyrke sex. (Når man nu skriver om planlagt sex, er det også meget godt at dyrke det!). Vi har også haft en praksis med at stå tidligt op og skrive eller læse om morgenen og skiftevis løbe en tur eller lave en serie øvelser.

Kombinationen med at bruge kroppen, få læst, vælge skærm fra i vid udstrækning og have tid til at tale og tænke har også denne gang gjort noget virkeligt godt. At vi så kunne gøre det i så smukke omgivelser er kun en ekstra bonus.

Men hele ideen med en 5 ugers kur er ikke defineret af Thailand, men af at træde ud af hverdagen. Dybest set kunne vi også gøre det derhjemme eller i et sommerhus i Jylland. Så jeg vil gerne dele præcist med dig, hvilke rammer vi sætter op til at give de bedste betingelser for at de store spørgsmål. En af de præmisser jeg holder for sandt er dette:

Der kan ikke komme noget nyt, klogt eller sårbart frem i ens sind, hvis det er fuldstændigt fyldt op med alt muligt. Det er ligesom et glas. Der kan kun være en vis mængde vand, før det flyder over.

Så det vi gør her er, at vi tømmer glasset lidt, så der bliver plads igen.

Plads til at stille de store spørgsmål og høre de svar som dukker op, og som nogle gange er meget tydeligere, når man træder ud af hverdagen og de vante tanker.

Jeg håber, dette kan være inspirerende for dig. Uanset hvor du er i dit livs rejse, og hvilke spørgsmål du kæmper med, så håber jeg, at du tager dig tiden til at finde de svar, som vil give dig mest lykke og mening.

Kærlig hilsen, Daisy

 

Opskriften på 5 ugers kuren

Vælg serier, tv og nyheder fra. Sluk din telefon og sæt et automatsvar på din mail. Det er fint at svare det absolut nødvendige en gang i mellem, men 90% af tiden skal du være off line.

Brug din krop hver dag på en måde som udfordrer dig, så du kan mærke, at du lever fra hovedet og ned. (Jeg har løbet! Og dem der kender mig ved, at det er vildt udfordrende for mig, men hold nu op hvor har jeg mærket min krop.)

Hold fri og drop planerne. De fleste mennesker har et travlt liv. Så vend det om og oplev ikke at have noget på programmet i en tid. Lad tiden flyde og brug tid på alle de små ting. Spil kalaha med dine børn eller tegn tegninger med små finurlige mønstre, som tager timer at lave. Gå en tur og se på vandet, spis frokost langsomt og hvil dig, når du er træt. (Kan du huske, hvordan man gør? Jeg glemmer det altid i hverdagen.)

Dyrk din seksualitet og sanselighed. Hvis du har en kæreste, kan det være dejligt at opleve, hvad der sker, hvis man er meget sammen og i en fast rytme, da det gør noget ved hele forholdet. Hvis du er single, så har du her en perfekt mulighed for at dyrke sex med dig selv og stimulere din generelle sanselighed. Og det med sanseligheden gælder i det hele taget alle, for det er så livgivende at bruge sine sanser og mærke, lytte, dufte, se og føle med nærvær.

Læs bøger og før meningsfulde samtaler. Dybest set handler dette om at søge perspektiver på tilværelsen. Det er vildt vigtigt, at vi vover at se livet, som andre ser det og gennem det få ny indsigt. De meningsfulde samtaler behøver ikke at være med nogle, man kender. Nogle af mit livs vildeste samtaler har været med fremmede. (Hernede har jeg talt med en buddhistisk mand, der kører en familievirksomhed og hvert år er munk i en periode. Det har givet stof til eftertanke)

Spis sundt og styr dine laster. Jeg har ikke en dybere holdning til, hvad sundt er, men du ved sikkert selv, hvad der er dine laster, og hvornår du spiser på en måde, som er god for dig. Så vælg konsekvent det sunde i en periode. Det øger din energi og føles godt.

Stil de store spørgsmål og tænk tankerne til ende. Ofte stiller man de store spørgsmål og får funderet lidt over dem, men ikke tænkt dem helt til ende. Helt til den ende hvor man endelig sidder med en erkendelse. Men uden erkendelser er tanker bare cirkler, som vi kører rundt i. Du skal ud af hvirvlerne og ind til kernen. Helt derind hvor der er ro, fred og en indre vished om, at du har fat i noget, som er vigtigt. (Drop om du tror på det, eller om du er sikker på, det kan lade sig gøre, eller om du bliver mega bange. Det er okay…)

Vov at træffe de modige beslutninger og før dem ud i livet med det samme. Når du har en erkendelse, så vov at handle på den! Det er ikke nok at vide, hvordan man lever det gode liv. Du skal leve det! Så bliv gravid igen, sælg den for dyre lejlighed, tag en ny uddannelse, dans som om ingen kigger, sig det du har på hjerte eller fejr at du allerede er at fantastisk sted! Bare lev det. (Det var derfor, jeg fortalte lidt om min egen historie. Jeg var – og er – mega bange for, om jeg virkeligt kunne leve af at tale med mennesker, men jeg tog alligevel det første skridt dengang for 7 år siden, som var coach uddannelsen, og nu lever jeg faktisk af min drøm. Vildt ik?)