Er mit bidrag nok?

For nogle dage siden var jeg sammen med en skøn dame, som står i forreste række i forsøget på at hjælpe de mennesker, der i øjeblikket de her dage kommer til Danmark på flugt fra krig og ødelæggelse. Jeg blev meget fascineret af hendes engagement og evne til at være deltagende i denne krise, som fylder for mange af os.

Da jeg dagen efter åbnede min computer og gjorde klar til dagens samtaler, blev jeg grebet af en følelse af, om det, jeg gør, egentlig giver mening. Er mit bidrag til verden reelt set godt nok? Giver det mening at skrive klummer til dameblade, når andre er i dyb krise? Er jeg et overfladisk menneske, fordi jeg også den morgen ønskede mig en ny kjole?

Jeg tror, mange af os har stoppet os selv en gang imellem og tænkt på, om vi kunne gøre noget for de flygtende eller for andre, der lider. At stille det spørgsmål er godt. Dels fordi det kan gøre os klar på, om vi er på rette vej med vores eget liv, men også fordi vi som mennesker har en pligt til at stoppe op og tage et værditjek på verden omkring os. Kan vi stå inde for det, som sker? Er der noget, jeg kan gøre anderledes?

Hvis du er som mig, vil du nogle gange blive ramt af afmagt, når du møder verdens problemer. Jeg bliver altid frygtelig ked af det, når jeg ser billeder af sultende børn, ofre for krig eller katastrofer. Mange gange er jeg heller ikke klar over, hvad jeg rent praktisk kan gøre, og jeg ender med at bruge for meget energi på at have en række tanker tumlende rundt i mit hoved, som jeg ikke bliver klogere af, da de mest af alt går i ring. Jeg strander ofte med følelsen af afmagt. Af at jeg virkelig ønsker fred i verden, mad til alle og kærlighed i overflod, men bestemt ikke kan se mig selv som hverken menneskesmugler eller læge i Afrika. Så jeg ved faktisk ikke altid, hvad jeg konkret kan gøre anderledes for at hjælpe.

Den følelse oplever jeg, at andre deler. Problemet er bare, hvordan man lever med den på en opbyggende måde. Da jeg den morgen gik i stå foran min dag og blev optaget af flygtningekrisen, kom jeg til at tænke på tre af de ord, vi har på dansk, for det, jeg følte. Medlidende, medfølende og medlevende.

Medlidende er at være der, hvor man kan mærke andres følelser, og det bliver ens egne. Helt konkret lyder det sådan her:

Jeg har det så svært med alle de mennesker, der flygter, at jeg slet ikke kan holde ud at være nogen steder. Verden er et forfærdeligt sted, og jeg har mest lyst til at gå i seng igen.

Problemet med det er, at så er der én mere i verden, som lider, og det giver heller ikke mening.

At være medfølende er at kunne sætte sig ind i andres sted uden at overtage det:

Det må være forfærdeligt at miste alt på den måde og være nødt til at flygte. Tænk, hvis det skete for mig? Jeg føler med dem …

Når man er medfølende, kan det nogle gange inspirere til, at man bliver opmærksom på sit eget held og mere taknemmelig for det, man har.

Medlevende minder meget om medfølende, men med en mere aktiv drejning:

Tænk at sidde uden noget som helst og ikke vide, hvor man kan finde et nyt hjem? Jeg må gøre noget. Jeg kan sende 75 kroner.

Jeg er selv kommet frem til, at små handlinger også har værdi. At en aktiv deltagelse i demokratiet og små donationer af penge og tid er nok. Det vil ikke løse verdens problemer, men det er mit forsøg på at række ud over mig selv og frem mod andre. Jeg tror ikke, at enhver af os skal stå i forreste linje, og det er helt okay, hvis vi husker at gøre lidt der, hvor vi synes, at vi kan.

Jeg har en stor respekt for alle de ting, der kræver hver enkelt af os i det daglige. Jeg tror også på værdien af at være til stede lige der, hvor man er, selv om det nogle gange kan føles helt banalt at være en kærlig forælder, en omsorgsfuld datter, en generøs partner og en engageret professionel. Til gengæld er det mit håb, at hvis vi alle gør det, vi kan, så bliver verden faktisk et lidt bedre sted.

Og så er det helt okay også at skrive klummer, ønske sig kjoler og huske på at være lige der, hvor du er. Forhåbentlig med en fornyet taknemmelighed for at du lever i en verden, hvor du har et hjem, hvorfra du kan  spekulere over både de små og de store spørgsmål.