KÆRE DAISY // Hvad betyder et mere frit og åbent forhold for dig?

BREVKASSE:

Kære Daisy

Hvad stiller man op, hvis man gerne vil have et mere frit og åbent forhold, men kæmper med jalousi?

Kh.

Kære du

Når jeg læser dit brev, får jeg lyst til at invitere dig til en samtale og stille dig 700 spørgsmål. Som for eksempel:

Hvad betyder et mere frit og åbent forhold for dig?

Jeg har engang sagt noget lignende til en mand, jeg var kæreste med gennem flere år. Jeg tror faktisk, jeg brugte de samme ord: “Kunne du tænke dig, at vi var mere åbne?” Når jeg tænker tilbage på den meget unge kvinde, jeg var, burde jeg have sagt: Jeg har et mega stort crush på en veninde, og hun har det på samme måde med mig. Jeg har lyst til at kysse med hende og udforske den del af min seksualitet, og jeg har lyst til at gøre det uden at skulle lyve for dig, fordi jeg elsker dig og ikke ønsker at såre dig. Men jeg ønsker heller ikke at sige nej til noget, som jeg føler så stærkt for.

Senere har jeg lært, at jeg er nødt til både at handle på det, jeg virkelig ønsker, og vise helt, hvem jeg er over for dem, jeg er tættest på. Ligesom jeg har lært, at vejen omkring sandheden sjældent er hverken nemmere, mere kærlig eller særlig elegant. Tværtimod får vi ofte skabt kaos, smerte og løgn omkring os, når vi ikke formår at tale direkte fra vores hjerte, men gemmer os bag mere utydelige ord.

Så kære du.

Hvad længes du efter?

Hvad betyder mere frihed og åbenhed for dig?

Er dette intellektuelle overvejelser, eller står du i en konkret situation, hvor du ønsker at sige ja til en anden end din kæreste?

Og hvad ønsker du at sige ja til?

Desto tættere du kan komme på at tale om det, du virkelig ønsker, længes efter og føler, desto nemmere kan du blive støttet. Både af dig selv, den du er sammen med og alle andre.

Du åbner også for jalousi.  Jalousi er en skræmmende følelse. Jalousi minder os om, at vi ikke er alt for en anden, at vi kan miste, og at vi ikke har nogen garantier i kærligheden. For når vi elsker, elsker med og viser tillid, kommer vi også i kontakt med, at alt det, der giver os glæde og følelsen af at høre til, kan mistes.

Derfor tror jeg heller ikke, at der findes ret mange forhold helt uden jalousi. Men jeg ved, at der findes forhold, hvor jalousien ikke er destruktiv eller en forhindring for friheden eller et emne, som altid kommer på bordet efter en flaske rødvin.

Det er min erfaring, at jalousi er koblet meget nært sammen med autenticitet. Hvis vi kan vise den, vi er sammen med, hvem vi er, og vi kan se dem for den, de er, så kan vi også finde ud af at være sammen. Både i det, der får jalousien frem, og i det, der mindsker den.

Men vejen frem handler om autenticitet. Og det begynder med, at du lidt mere nøjagtigt fortæller den, du er sammen med (og måske dig selv?), hvad du mener med frihed og åbenhed.

Når du er klar over det, så tag hånd om jalousien i små skridt. Jalousi er ikke noget, vi har eller ikke har. Det er en følelse, som vi kan bygge op eller tone ned sammen med den, vi elsker. Vi kan bygge den op gennem løgne og forsvar, eller vi kan tone den ned ved at vise tillid og tale åbent. Jalousi er også en erfaring, hvor man sammen som par kan blive bedre til at opleve følelsen og komme igennem den. Det er en følelse, som skal behandles med varsomhed, omsorg og kærlighed i små skridt tæt sammen med den, man oplever følelsen i relation til.

Men det begynder alt sammen efter, at du har vist mere tydeligt, hvad du ønsker lige nu, og hvem du er.

Kærlig hilsen Daisy

X