KÆRE DAISY // JA eller NEJ til jeres parforhold er en farbar vej

BREVKASSE

Det grundlæggende JA eller NEJ til jeres parforhold er en farbar vej

Min mand og jeg har kendt hinanden i 12 år, og vi har et barn sammen, som er fem år. Efter en hård periode med større udfordringer økonomisk og mentalt har jeg arbejdet med mig selv og fået flere ‘indsigter’ i mig selv og mine relationer. Jeg ser mønstre i et tydeligere lys – herunder at jeg gemmer mig og har svært ved at træde frem. Der er brug for, jeg i højere grad bliver tydelig og viser omverdenen, hvem jeg er, og hvad jeg kan.

Min mand har, pga. ‘sår’ fra sin barndom, også nogle ting at slås med. Eksempelvis kommunikerer han i flere sammenhænge fra et negativt og vredt sted (frem for f.eks. et nysgerrigt eller positivt sted), han er utålmodig, og tingene skal helst foregå på hans præmisser. Og hvis jeg f.eks. tænker på en rejse, en aktivitet eller lignende, som jeg godt kunne tænke mig at deltage i, får jeg samtidig en fornemmelse af ubehag i maven, fordi jeg tænker: nå, nej, det har han [min mand] jo ikke lyst til.

Når jeg ser andre par med deres børn – og ser mændene være til stede, rolige, glade og omsorgsfulde med deres børn – mærker jeg tydeligere og tydeligere et savn. Jeg synes, min mand ofte har svært ved at ‘være i familielivet’ og være der på sit barns præmisser. Han har haft meget svært ved at sætte egne behov til side. Det har vi talt en del om, og det er blevet bedre. Men jeg føler mig desværre stadig ensom i mange situationer i vores forhold – hvor han har svært ved at se, at han tromler folk omkring sig både verbalt og fysisk (f.eks. læse vores barns behov). Han er ret kontant og til tider for hård i opdragelsen af vores barn, oplever jeg. Vi taler om det, og vi er blevet lidt bedre til at mødes på midten. Vi er f.eks. også gået fra intet at lave sammen som familie til at tage på udflugter etc. sammen. Men han er ikke helt mentalt til stede; han er irritabel, og jeg fornemmer, at han egentlig helst vil have det overstået, så vi kan komme hjem. Ofte føler jeg mig såret og ensom, når vi har lavet ting i fællesskab, og så trækker jeg mig – og så mærker vores barn skiftet i humør – og så kører hele møllen.

Vi har talt om det hele flere gange, og ofte bliver mønsteret, at jeg er den, som finder kritikpunkter ved ham, og han positionerer mig også som ‘en, der kun kan finde kritikpunkter ved ham’. Jeg er klar over, at vejen frem er respektfuld dialog, og sådan forsøger jeg også at starte ud, men ofte ender det med, at vi bliver vrede på hinanden – for mit vedkommende fordi jeg føler savn og er såret, og for hans vedkommende højst sandsynligt fordi han føler sig angrebet og aldrig god nok.

Vores parforhold er for mig (for) ofte anledning til bekymringer, ked-af-det-hed, frustrationer og ensomhed. Det trækker energi ud af mig. Og når tingene ikke kører mellem os, opfanger vores barn det selvfølgelig på et splitsekund og bliver urolig og utryg. Jeg hader at forårsage utryghed for mit barn!!!

Der, hvor jeg kan have svært ved at holde fast i troen på, at vi bliver sammen, er, at det føles, som om min mand har en tung og mørk byrde med sig fra sin barndom (som forårsager, at han, i situationer hvor de fleste ‘naturligt’ vælger det fælles, vælger sig selv og egne behov) – og han har svært ved selv at se det/erkende det. Og så er det svært at bevæge sig fremad. I min optik skal han undersøge sin fortid for at ‘hele’, men jeg er i tvivl om, om han overhovedet selv ser, han har de udfordringer. I stedet mener han, at det er mig, som bare er ude på at finde fejl ved ham. Han går til behandling nu, men jeg fornemmer, at han har en distance til problemets rod (som han har brugt hele livet på at oparbejde for at overleve).

Der er stadig en eller anden kærlighed. Jeg ved, han holder af mig, og jeg holder stadig af ham, og jeg kan stadig se det gode i ham og de gode ting, han også gør – også sammen med vores barn. Og jeg ved, at vi begge har været, og er, under pres af udefrakommende faktorer også. Men den omsorg og ømhed, som burde være mellem os, er desværre al for sjælden, og i stedet er vores indbyrdes tone ofte kynisk/sarkastisk/distanceret. Og jeg kan mærke en vrede over for ham, fordi han ikke ‘lever op til’ det, jeg ønsker mig af et familieliv, en partner og far til vores barn, og fordi jeg flere gange har haft oplevelsen af, at han svigtede mig og vores barn.

Mit ene spørgsmål går på: Hvordan undgår man at lade konflikter i parforholdet smitte af på barnet (helt lavpraktisk: når man bliver uenige, mens barnet er til stede)?
Mit andet spørgsmål går på: Hvad er dit råd til, hvordan jeg skal forholde mig til de problematikker, jeg oplever, der er i parforholdet (da man jo kun kan ændre sig selv)?

På forhånd mange tak!

De bedste hilsener
N

 

Kære N

Du stiller spørgsmål, der ikke er nogle hverken enkle eller nemme svar på. Hele dit brev læser jeg med en følelse af, at der er meget på spil. I dig, imellem jer og i forhold til jeres barn. Så hvis jeg begynder med dit første spørgsmål:

Som du nok allerede ved, er jeg ikke ekspert i børn. Jeg er ikke familieterapeut, og jeg kan ikke give dig 3 råd til, hvordan du undgår, at konflikter mellem jer smitter af på jeres barn. Jeg tror nemlig ikke, det er muligt, at konflikter ikke smitter af på ens barn. Vores børn er dybt afhængige af os. Hvordan vi har det med os selv og med vores partner, betyder meget for børnene. Der er mange mennesker i ens liv, man måske kan stikke en hvid løgn om, hvordan man egentlig har det, eller over for hvem man kan opretholde en facade eller bare lægge en del af sig selv til side sammen med, men vores børn er ikke de mennesker. Det er dem, der mærker og ser os stærkere end nogen andre – og måske også nogle gange stærkere end os selv. Så hvis der er konflikter mellem dig og din mand, er det utopi at tro, at du kan undgå, at det smitter af på jeres barn. Derfor er der ikke andet at gøre end at blive den kvinde, du gerne vil være, i det forhold, du gerne vil være i. Og indtil du er der, må du eje dine konflikter og gøre dit bedste for at vise dit barn, at det er dig og jer, der har konflikten, og at det kun er jeres.

Jeg ved ikke, hvordan det lander i dig, mens du læser dette, men lad mig sige lidt mere om det med børn og konflikter, inden du drager en konklusion. Ligesom jeg ikke tror, at man kan skjule sine konflikter for børnene, så tror jeg heller ikke, at man skal det. Konflikter er en del af livet, uanset om man er barn eller voksen. Konflikter er med til at lære os, hvem vi er, og hvor vores grænser er. Konflikter kan være noget af det mest udviklende og potentielt interessante at have med andre mennesker, hvis man formår at have dem på en god måde. Der er måske noget her, du skal arbejde på sammen med din mand, for jeg får en fornemmelse af, at jeres konflikter gør meget ondt på jer begge. Og så gør de også ondt på jeres barn. Men løsningen er ikke at finde en måde at undgå, at det smitter af på barnet. Løsningen er, at I skal finde et sted hen, hvor I begge kan være. Hvor I kan være et par, der kan lide at være sammen, som kan være uenige, og som kan løse det igen. Indtil I finder det sted, vil jeg sende dig en god portion kærlig karma og vedholdenheden til igen og igen at vende dig mod dit barn og forsikre om, at jeres konflikt er jeres, og vise dit barn, at det er helt uden skyld, og at du stadig er der for ham eller hende. At du er den voksne, som kan navigere jer både ind i stormen, men også ud igen – og det kræver selvfølgelig, at du kan komme ud på den anden side.

Hvilket bringer mig til dit andet spørgsmål. Jeg kunne skrive en roman som svar, men jeg vil gøre det kortere. Du skal på et dybt og inderligt niveau forsone dig med den mand, du har valgt som far til dit barn. Grundlæggende har du valget om at gå, som jeg synes, det er ethvert menneskes ret at bruge. Du kan vælge at være sammen med ham og lukke kærligheden til den, han er, ind, eller du kan vælge at afslutte jeres parforhold og støtte dit barn i at have den bedst mulige relation til ham som far. På begge de veje er der mange bump, mange klipper at klatre over og mange prøvelser såvel som potentielle glæder, men de begynder med, at du ser ham og inderligt accepterer den, han er. Du kan vælge at leve med de problematikker, som er, eller du kan vælge at lade være, men du må træffe et valg. Jeg tror, at det grundlæggende JA eller NEJ til jeres parforhold er en farbar vej. Ikke kun for dig, men for os alle. Det er nemt at mærke kærligheden forsvinde, at tvivle på den anden og opleve de negative mønstre blive stærkere, men lige så givende ambivalensen er i en periode, lige så dræbende er den, når den fylder det hele.

Jeg får lyst til at sende dig en lygte, så du kan finde vejen til det sted i dig, hvor du kan mærke, hvem du er. At du er en vidunderlig kvinde, et godt menneske, og at der er kærlighed. Uanset hvordan dit parforhold er og uanset det mønster, der er mellem jer, så hold fast i din følelse af, hvem du er. Skab dage sammen med dit barn, som du nyder. Vær der for dit barn, og vis ham eller hende, at du er der. Vågn op og gå ud i verden – også selvom du går alene. Giv dig selv al den kærlighed, som du kan mønstre, og tillad der at være lidt luft mellem dig og din mand. Måske blæser den luft gamle mønstre væk, måske fører den til mere afstand mellem jer og til sidst et brud, men uanset hvad der sker mellem jer, så er du kaptajn på dit skib og på forholdet mellem dig og dit barn.

 

Kærlig hilsen Daisy