Mærk sorgen, mærk livet

I dag er det de dødes dag. I mit gamle kvarter i Coyoacan i Mexico City er der pyntet op med blomster, dansende skeletter, lys og figurer. Alle hjem har et alter, som er strået med gule blomster, små kager og billeder af dem, man har mistet. I aften vil mange tage på kirkegården for at være sammen med dem, de savner. Andre vil være hjemme og lave deres afdødes yndlingsmad, drikke tequila og tale om dem, der ikke længere er i deres liv. Mange vil græde. Mange vil le. Mange vil ende aftenen på knæ og i dybe hulk, der vidner om afmagt og vrede. Andre vil elske med hinanden. Nærmest ingen vil gå gennem dagen uden at være berørte.

Hos os er det en smule mere hverdagsagtigt. Jeg begyndte dagen med at forvandle en hvid t-shirt til en morders bluse, fordi Valentin kl 7 i morges fandt ud af, at han hellere ville være knivmorder i skolen i dag end skyggezombie. Da børnene var afleveret, kom Ingvar tilbage for at tænde lys for vores søn sammen, inden han skulle på kontoret. Jeg har også tændt lys for en god ven, der ikke længere er her samt mine veninders døde børn.

I aften kommer en god ven på besøg. Han har et billede af sin mor med. Hun døde ung af sclerose, og hun skal stå ved siden af vores søn Gabriel. Vi skal spise en god middag sammen, drikke et glas vin og spise et græskar lavet af chokolade til dessert. Jeg ved, at vi også vil tale om hans mor og vores søn. Ligesom jeg til vores Halloween fest i lørdags inviterede alle vores gæster til at fortælle om en, der er død fra dem. Det var ekstremt bevægende at høre om venner, bedsteforældre og forældre, som ikke længere er her. Jeg græd lidt, og jeg mærkede, hvor meget jeg elsker mine venner og dem omkring mig.

Mine år med de dødes dag i Danmark har aldrig været ens. Nogle år er jeg blevet hjemme og har grædt hele dagen, andre har jeg inviteret mange gæster, og i dag vil jeg midt i det hele tage et møde med en god samarbejdspartner. Uanset hvordan jeg holder dagen, så er den vigtig for mig, fordi den er et rum til at mindes. Til at være med mit savn og til at mærke den kærlighed, som også er del af dette.

Da vi mistede Gabriel, sagde min svigerfar til mig en uge efter, han døde, at jeg måtte op ad hængedyndet og se at komme videre. Jeg har aldrig forstået, hvorfor han sagde det, men jeg har genkendt frygten for at mærke sorgen og være med savnet, afmagten og døden i mange andre danskere.

En ung kvinde i mit liv fortalte mig i går, at hun mistede sin far som 2 årig, men at hendes mor aldrig har talt om ham. Hun mindes hendes mor, der går ind i soveværelset og lukker døren efter sig. Hun ved, at hendes mor har en æske med minder, som hun en dag vil vise hende, når hun er klar…

Sidste år blev hendes mor klar, men da hun sad med æsken, kunne hun ikke åbne den. Hun gav den tilbage til sin mor og sagde, at hun ikke kunne klare det.

Jeg spurgte hende, hvad hun ikke kan klare og hun svarede: Jeg er bange for at bryde sammen.

Her er min tanke til dig i dag:

Det er okay at bryde sammen. Giv dig selv lov.

Måske er det i dag, vi alle sammen åbner æskerne, tænder et lys og giver sorgen plads.

Det er svært at mærke livet, når man ikke også tør mærke døden.

Kærlig hilsen, Daisy

Ps

I denne tid kører jeg en kampagne sammen med Landsforeningen Spædbarnsdød om at skabe mere synlighed og bryde tabuet omkring det at miste et barn. Samtidigt donerer jeg 50 kr pr solgt ELSK til dem. Som tak for din hjælp får du også 50 kr i rabat på bogen. http://daisylovendahl.dk/butik/

Du kan læse mere om ELSK og mit ønske om at bryde tabuet omkring spædbarnedød her.

#sammenomsorgen