Filosofi & Metode

Uanset om man ser på sig selv professionelt eller privat, så er ens personlighed udgangspunktet. En fantastisk leder, der virkelig kan inspirere sine medarbejdere, kan også tale med sine børn. Et menneske, der virkelig kan tænke ud af boksen og tegne fremtidens by, kan også finde en vinkel, der løfter hverdagen.

I hvert fald når man husker på, hvad ens styrker og værdier er, og hvordan man kan bruge dem i alle områder af livet.

Tiden, hvor man delte sig selv op i arbejdsliv og privatliv, er slut. Vi er hele mennesker, der spiller med os selv som indsats i et liv, hvor grænserne flyder mellem, hvem vi er, og hvad vi gør. Derfor skal man også kende sig selv så godt, at man med sikker hånd kan sætte grænser der, hvor de føles godt. Kan nedbryde dem der, hvor de låser os fast, og i det hele taget har selvindsigten til at skabe det liv, der giver mest mening for en.

At arbejde med sig selv er også en god investering i ens arbejdsliv, fordi man ved at kende egne styrker og værdier performer bedre. At det øger ens kapacitet at sætte sig selv i spil skyldes, at ens personlighed er grundlæggende for ens evner til at omsætte viden og kompetencer på en effektiv måde. Mennesker, der lykkes på flere niveauer, har mindre stress og flere ressourcer til at løse de opgaver, de står med.

Arbejdet med en selv handler ikke kun om at have det godt. Det handler om at lykkes som menneske, så man kan være sit bedste i verden.

Den grundlæggende tilgang til min rådgivning er at vide, hvem man selv er, hvilke styrker og værdier man har, samt at have et klart billede på, hvad man vil i verden. Fra dette fundament af selvindsigt handler det om at træffe kloge valg og kontinuerligt handle på det, der er vigtigst for en. Dette handler om at have en strategi for ens handlinger og om at forankre den strategi i en praksis.

Jeg arbejder meget med ugen som et billede på livet. De ting, der ikke er til stede ugentligt, er mere perifere i ens liv, da super god fysisk form, nærvær med ens familie, et blomstrende ægteskab, stærke venskaber eller ekstraordinær indsats på arbejdet kræver ugentlig opmærksomhed for at vokse.

I sidste ende er det ugerne og hverdagen, der fylder mest, og derfor skal de også afspejle ens styrker, værdier og livsformål.

Når jeg har valgt at kalde mig ‘personlig rådgiver’, skyldes det, at jeg arbejder med en åben teoretisk ramme, der kombinerer coaching, kommunikationsfaglighed og filosofisk indsigt med viden om positiv psykologi og kreativitet. Det giver ikke mening for mig at holde mig til udelukkende at stille spørgsmål, som er grundlaget i coachingen.  Jeg vil gerne tilbyde mine klienter en evidensbaseret viden om, hvordan man kan løfte sig selv. Ligesom jeg gerne vil sætte mig selv i spil i samtalen. Vigtigere end den teoretiske tilgang er det menneskelige møde og det rum, som kan opstå mellem to mennesker. Det er mere end noget andet mit job at skabe et rum for, at noget kan udfolde sig, og en længsel kan blive indfriet. Jeg står bag dig, så du kan stå frem i verden. Som din personlige rådgiver.

Jeg bor og arbejder i København, men kommer efter aftale også andre steder hen.

Har du mod på at tage en samtale med mig? Så skriv til mig på hallo@daisylovendahl.dk eller giv mig et kald på 51940710.