9 spørgsmål, der kan give dig et 2019, som du vil elske

Drop dine nytårsforsætter og hele ideen om, at du i år bliver smukkere, mere tjekket og mindre stresset. Ønsker uden en strategi er nemlig lige så effektive som at smide 20 kr. i en ønskebrønd.

Så drop ideen om, at du beruset i champagne beslutter dig for noget, du skal gøre fra i morgen, og brug i stedet 2 timer på at lægge en strategi for dit 2019, som bygger på en kærlighed til den, du er, respekt for din hverdag og en omsorg for dine begrænsninger.

Her er 9 spørgsmål, som kan guide dig i retning af, hvordan du  får skabt et 2019, som du vil elske.

Før du begynder: 

Det at lave en strategi skal være en god oplevelse. En fejring af dig og dit liv. Tag derfor 2 timer ud til dig. Gå på din yndlingscafe eller sæt musik på og lav en kande te hjemme i din stue. Hav en blok, en tusch og en kalender klar. Hvis du ikke har en printet kalender, så download en digital, men se for dig al den tid, der er foran dig, som er din til at bruge og værdsætte. Hav også den kalender, du normalt bruger, klar, så du kan skrive dine beslutninger ned.

Hvad gør dig egentligt mere lykkelig?

Mange begynder hvert år med et eller flere nytårsforsætter, men et nytårsforsæt bliver ofte en urealistisk drøm uden nogen strategi for, hvordan det skal gå i opfyldelse Eller en banken i hovedet med alt det, man kunne gøre bedre. Så drop hele ideen og i stedet bruge 2 timer til at reflektere over den gode hverdag og dit liv. Lykken kommer nemlig ikke af, om du i år taber 5 kilo, flytter i en ny lejlighed eller skifter job. Lykke hænger mere sammen med din grundlæggende følelse af at opleve glæde, mening og have en hverdag du holder af.

Hvad har du lært af 2018?

Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Sagt mere ligeud betyder det, at vi lærer hen ad vejen. Det er fint, men hvorfor så ikke bruge den viden aktivt? Kast et blik tilbage, før du kigger fremad. Hvad har været hårdt og stresset dig i 2018? Bliv helt skarp på, hvad der konkret har belastet dig. Er der noget du skal ændre? Find konkrete svar. Hvad har virkelig glædet dig? Stil ind på stjerneøjeblikkene fra året, der gik, og analyser, hvad de indeholdt. Var det tid til dig? Oplevelser med vennerne? Succes på arbejdet? Nærvær med familien? Romantik med kæresten? De indsigter er guld værd, og de skal med i strategien for det kommende år.

Hvad værdsætter du?

Næsten alle mennesker ville ønske, de havde mere tid. Men tiden er 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen i 52 uger om året. Det er et grundvilkår, ingen kan ændre. Du kan altså ikke få mere tid, men du kan få mere tid, som du værdsætter. Så hvad værdsætter du i dit liv? Skriv 3-5 ting ned, som du virkelig elsker at bruge tid på. Læg en strategi for hvordan du rent faktisk får taget dig tid til det ting. Tid er nemlig ikke noget du har. Det er noget du tager.

Hvad er vigtigt i dit arbejdsliv i 2019?

Du har sikkert travlt. Men selv om du har travlt og jobbet drøner derudad, er der ofte også mulighed for at gøre noget lidt anderledes. Og det er ofte i de små ændringer, at vi kan skabe stor værdi for os selv og andre. For selvom noget er småt, kan det sagtens have en stor effekt. Det kan for eksempel give meget at have en hjemmearbejdsdag om måneden, at arbejde sent en aften hver uge og til gengæld gå tidligt en anden dag. Hvad er vigtigt i dit arbejdsliv det kommende år? Tænk dig om og sæt dig nogle konkrete mål for, hvad der er vigtigt i dit arbejdsliv.

Hvad giver dig et godt familieliv?

Uanset om dit familieliv er med børn, delebørn, kone eller kæreste er nøglen til harmoni og glæde med de nærmeste, at alle trives. Hvad skal der til for, at du og dem, du elsker har det godt sammen? Hvis du har brug for inspiration, så tænk over de perioder, hvor alt har kørt godt mellem jer. Hvad skete der omkring jer? Sås I tit? Spiste I middag sammen hver aften? Havde I rolige morgener? Krammede I ekstra meget? Talte I sammen ofte, eller prioriterede I lange stræk af tid dedikeret til hinanden? Find ind til 2-3 måder at være sammen på, som fungerer godt for jer.

Hvordan vil du give din familie kærlighed?

Indsigt i, hvad der er godt for jer som familie, er fint, men det kan ikke stå alene. Hvordan vil du integrere dine indsigter og skabe tid til jer? Træf valg, som gavner jer, og vær kompromisløs med dem. Kærlige ord står stærkere, når de bakkes op af kærlige handlinger.

Hvad giver dig gnist og lyst i dit kærlighedsliv?

Når du tænker på dit intime liv, hvad giver dig så de følelser, du længes efter? Skriv 3 ting ned, som giver dig følelsen af lyst og lidenskab. Beslut dig for hvordan og hvornår du vil handle på de ting. Uanset om det er en time hver fredag aften eller en weekend i kvartalet. Det gode parforhold og det rige erotiske liv kommer ikke, fordi du har lovet at elske din mand, til døden jer skiller, eller du tænker, at du vækker dig selv, den dag Prince Charming eller prinsesse perfekt banker på døren. Det kommer, når du dyrker det.

Hvad skal du prioritere for at passe godt på dig selv?

Du er alfa og omega i dit liv. Hvis du ikke er der, er det hele lige meget, for hvis du ikke har det godt, er der heller ikke noget andet i dit liv, der kan blomstre. Så hvad skal der ske for, at du har det godt? Tænk både på daglig basis, på ugen og på månederne. Mange mennesker kan måske godt løbe lidt ekstra hurtigt, hvis de får ro om søndagen, eller de kan være meget på, hvis de hver fjerde weekend trækker stikket og går i nattøj eller begynder hver dag med yoga og grøn te. Bliv helt klar over hvad du har brug for, og prioriter det!

Hvad skal du vælge fra?

Ethvert valg har to sider. Et til- og et fravalg. Du kan ikke både skabe mere ro i 2019 og opleve 7000 spændende ting. Træf nogle få klare valg og vælg samtidig noget fra i dit kommende år. Hellere et 2019 år med følelsen af at være til stede i noget frem for et år med alt for meget og alt for lidt tid, hvor du ender med ikke at have været nogen steder ordentligt.

Kærlig hilsen, Daisy

PS

Har du lyst til komme mere i dybden med dette? Så check mine manualer til 79 kr ud her. Der er både en til enkeltpersoner og en til par.

Jeg bruger selv 2 timer på at lave strategi sammen med min kæreste en af dagene omkring nytårsaften. Vi fejrer det med et glas champagne! Gør din strategi til en dejlig oplevelse for dig og dem, du elsker. Livet skal fejres – og at tænke over hvad du vil, hvorfor, hvornår og hvordan er at give livet kærlighed fremfor bare at lave tiden gå.

 

Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Book din tid til en samtale her.

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *