Sorg: 9 år efter…

I dag er det 9 år siden Gabriel blev født og døde. Der er hvert år øjeblikke op til denne dag, hvor jeg stopper op og ikke kan trække vejret. Hvor jeg mærker både bølger af intens sorg, vrede og en enorm kærlighed. Kærlighed til ham, kærlighed til Ingvar og til vores levende børn.

Det har betydet alt for mig at få Valentin så kort tid efter. Mine to sønner er født med mindre end 1 års mellemrum, men det har også været et af mit livs svære beslutninger.

Kort efter Gabriels død var Ingvar og jeg hos en psykoterapeut/jordemor for at få hjælp i vores sorg. Hun skulle være eksperten på området. Vi sad i hendes lille konsultationsrum med mange lilla farver og fortalte om vores sorg og håb om endnu et barn. Jeg sad og holdt armene om min tomme mave og følte mig på kanten af et uendeligt mørke.

Hun begyndte at forklare os, at mange par bliver skilt efter sådan en oplevelse. Om risikoen for at miste hinanden i processen. Hun rådede os til ikke at begynde en gravidtet, før der var gået et år.

Jeg kan huske, at jeg svarede ved at fortælle om min tro på at åbne sig for det, der betyder mest. Om at turde leve på en måde hvor man altid er i overensstemmelse med det, der er sandt i ens sjæl og hjerte. Trods risiko og frygt. For mig var det en graviditet. Det gav ingen mening for mig at beskytte mig i min mands favntag mod det, vi begge helst ville.

Hun svarede med at fortælle om en klient, der ligesom mig, var for hurtig. Som blev gravid og fik en frygtelig fødselsdepression, som følge af hendes stædighed.

Da vi kørte derfra, var jeg tom for ord. Jeg havde det som om nogen havde hældt vand på et lille bitte lys, jeg forsøgte med al magt at holde tændt.

Ingvar kørte i tavshed, indtil han pludselig holdt ud i vejkanten og tog min hånd. “For helvede, Daisy. Fuck hende”, sagde han. “Hun kender ikke os. Hun kender ikke dig”.

Jeg begyndte at græde.

Han vendte mit ansigt mod sig og sagde:

“Vi åbner os for at barn, og hvis der kommer et, bliver vi verdens lykkeligste forældre. Og hvis du får en fødselsdepression eller vores ægteskab er ved at gå i stykker, så klarer vi det, som vi klarer alt andet. Sammen. Et skridt ad gangen”.

På årsdagen for Gabriels fødsel og død efter stod vi med vores for helt lille søn på Stevns klint og mindedes hans storebror.

Jeg takker hver dag for, at Valentin kom ind i vores liv, og at vi åbnede døren for ham. Ikke kun fordi han kom til os, men også fordi jeg var blevet vanvittig af at handle mod det, der gav mig håbet til at gå videre.

Hvert år når vi er på Stevns klint for at markere årsdagen, tænker jeg også på rejsen fra dyb sorg til håb og lykke.

Der findes ikke to mennesker, hvis rejse gennem sorg og modgang er ens.

Min rejse indebar at åbne døren for flere børn med det samme, fordi jeg har en meget stærk tro på at tage magten over det, jeg kan. Jeg var magtesløs overfor min ældste søns død, men jeg havde magten til at elske med min mand og invitere et nyt liv indenfor. Den tro er så grundlæggende for mig og min måde at leve på, at det havde været et overgreb mod mig selv at lukke døren for nyt liv af frygt for alt det forfærdelige der potentielt kunne ske eller ske igen.

Jeg har ofte tænkt tilbage på den terapeut og takket for, at jeg sammen med Ingvar havde modet til at gå efter vores egne ønsker. Til at skabe det vi tror på og ikke lade os afskrække.

Hermed også sagt at jeg anerkender den større risiko for depressioner efter et barns død. Ligesom jeg ved, at der er en større risiko for skilsmisse efter så stort et tab. Og alt muligt andet… At opleve døden på den måde i livet ændrer fundamentalt ved ens måde at være i verden på. Jeg er selv blevet et mere angst menneske, der lever med en større frygt.

Samtidigt er jeg også alt muligt andet. Ligesom du sikkert er.

Derfor skal hjælpekunst også, som Kierkegaard skriver, komme fra et møde med den anden. Et møde baseret på respekt og empati. Fra et udgangspunkt hvor man begynder samtalen med at forstå det den anden forstår og derfra tilbyder sin hjælp.

Der er ting i verden, som man kan sige noget definitivt om. Vægten på en sten, hastigheden af et glas der falder fra mit bord eller antallet af dage i en uge. Men der er meget, man ikke kan sige med sikkerhed om livet, såsom hvordan man kommer gennem stor sorg og finder troen på livet igen.

I det er du alene. Ligesom jeg var.

Så lyt altid til dig selv.

Og dem der lytter til dig før de kommer med deres syn på verden.

Den vej der føles sand for dig er din. Gå den. Uanset hvad andre siger.

Hellere leve med magtesløsheden og sorgen over det, som ikke kan blive, som du ønsker, mens du kæmper helhjertet for det – end leve et liv styret af frygt.

Kærlig hilsen, Daisy

Vil du læse mere fra min hånd om meningsløshed, sorg og det med at leve med de store udfordringer? Så læs min bog DØ.  Jeg har skrevet bogen DØ om året efter, jeg selv mødte døden.

Du får i DØ stærke perspektiver på dødens lærdom til livet, som du kan bruge, hvis du selv har mistet eller står ved siden af en, som har mødt døden. Bogen åbner for dybere refleksion om at leve, elske og dø. Den viser det svære, men rummer også en stor hyldest til livet.

Læs mere om DØ her og hent din gratis læseprøve