Daisy Løvendahl. Parterapuet i København

Konflikter i parforholdet. Få 7 råd som gør konflikterne mindre smertefulde.

Der er ikke noget galt med jeres parforhold, fordi I skændes.

 

Lad mig begynde med at slå det fast.

 

De fleste par skændes indimellem. Det betyder ikke, at I er forkerte sammen eller ikke elsker hinanden nok. Konflikter i parforholdet er normalt.

 

Men hvis konflikterne gør dig vildt ked af det og betyder, at det ødelægger hele dage, så er det tid til at arbejde med jeres måde at være i konflikt på.

 

Jeg har her samlet nogle konkrete råd til dig, der gerne vil kunne være i konflikterne uden, at de bliver så hjerteskærende.

 

Råd er ikke det samme som skræddersyet parterapi, men det kan stadig give nogle perspektiver, som kan gøre en forskel for jer.

 

7 råd til konflikter i parforholdet – som støtter jer i at bevare kærligheden, selvom I er uenige om noget.

 

Sæt en ære i at opføre dig ordentligt

De fleste af os kender nok situationen, hvor vi pludselig bliver ramt af et lyn i maven, og ud af munden på os kommer alverdens torden. Det er menneskeligt. Men det er ikke i orden. Uanset hvor vred du er, og hvor berettiget du føler dig til at give igen, når du er blevet ramt, er det altid dit ansvar, hvordan du opfører dig. Og der er næsten ingen situationer, hvor det er okay at være led, nedladende eller sårende. Sæt dig for at opføre dig ordentligt. Tal med respekt. Undgå helt grimme ord, sære grimasser og nedsættende bemærkninger. Hvis det sker for dig alligevel, at tordenen ruller derudad, så velkommen i klubben. Det sker, men uanset hvad din kæreste har sagt eller gjort, er det din pligt at komme tilbage og rydde op i det rabalder, du har skabt.

 

 

Vis din sårbarhed

Når du skændes med din kæreste om sex, hvem der skal støvsuge eller hente børn, er der ofte også en anden følelse på spil. Så når du bliver vred eller ked af det over, at du for eksempel føler, at det altid er dig, der skal indrette dit arbejde efter hans, hvilken følelse har du så også? Stil ind på dig selv og bliv klar over, hvad de konkrete konflikter også handler om. Føler du dig taget for givet? Ikke begæret? Som den, der altid skal være ansvarlig? Find ud af, hvad underteksten til skænderiet om de flåede tomater, der blev glemt i supermarkedet, er, og sæt ord på det. Det føles måske ekstremt sårbart, men det er det hele værd. Vis, hvad du føler, og sæt direkte ord på. Vov at sige: Jeg er bange for at miste dig. Jeg føler mig ikke vigtig. Jeg savner at mærke, at du er engageret i os. Dyb forbindelse opstår, når vi kommer dybere ned og viser mere af os selv end det, man kan se udefra.

 

 

Find din egen ro og styrke

Da jeg var helt ung, havde min veninde en sød kæreste på 17 år. Han havde langt hår og sagde, at to mennesker, der sad nøgne over for hinanden og holdt i hånden, ikke kunne skændes. Jeg har aldrig haft modet til at sidde nøgen over for nogen, jeg var vred på, men jeg har aldrig glemt den unge fyrs ord og meget af den viden om relationer, som jeg senere har tilegnet støtter op om den dybe pointe om, at vrede fordamper, når vi skaber ro i os selv og forbindelse til den anden. Når du kan mærke, at lynet rammer, dine kinder bliver røde, eller du får tårer i øjnene, så sæt dig et roligt sted og træk vejret dybt eller gå en lille tur. Pointen er, at vrede sætter ild til vores følelser og gør det sværere at skelne den konkrete konflikt fra ens egen historie eller indre barn. Men du får bedre skænderier ved at adskille de to ting og bruge 5 minutter på at finde din indre ro, før du genoptager samtalen.

 

 

Tag stilling til det, I skændes om

Taler du med din kæreste om det, I skændes om, når I altså ikke skændes? Hvis ikke, så begynd på det nu. Hvis der er nogle konkrete prioriteringer eller udfordringer, som roder mellem jer, så tag fat i dem. Find en time og tal om det, I er uenige om. Konflikter bliver ved med at poppe frem, indtil vi løser dem. Måske får I ikke løst alle de dybe følelsesmæssige lag på en time, men det er okay. Nogle gange løser følelserne også sig selv, når vi holder op med at rode rundt i det konkrete. Så tag stilling til, hvordan I vil prioritere sexlivet, familien, nærværet, arbejdet, hverdagen og økonomien den næste tid. Find løsninger, der fungerer for jer begge, og vær i dem en periode. Husk, at du altid kan tage et nyt møde med din kæreste og lægge en ny strategi eller finde en bedre måde at gøre tingene på. Det handler ikke om at finde den perfekte løsning på det i er uenige om, men om at tage energien fra nogle af de tilbagevendende skænderier ved at finde konkrete løsninger på det, der starter dem.

 

Hvad er der på spil for din kæreste?

Du skal vide, hvad der er på spil for den, du skændes med. Er det en følelse af at have brug for at være mere fri? Er det en vrede over at føle sig misforstået? Er det en lyst til at være sammen med vennerne? Hvad handler det om? En sag har altid to sider, og det er vigtigt, at du kender den anden side. Ikke fordi du skal lægge dig ned og give afkald på det, du selv ønsker, men fordi det er vigtigt at kende sin partner. Når du kan se, hvad der sker for den anden, kan du også nemmere rumme den anden, og I kan sammen finde de fælles løsninger, som vil fungere for jer begge. Ikke fordi I nødvendigvis bliver 100 % enige. Noget bliver man aldrig helt enige om. Men fordi I – trods alt – vil hinanden det bedste.

 

 

Lyt mere

Vi har to ører og en mund, fordi vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Det er ret svært i praksis, men øv dig i at lytte til din kæreste med åbent sind, inden du slutter dine egne konklusioner. Nogle gange vil du blive overrasket, og måske vil det, du hører, ændre noget for dig.

 

Afslut skænderier med kærlighed

Den klassiske fejl, mange par begår, er, at de lader skænderier sive ud, blive afbrudt eller lande tilfældigt. Det er en fejl. Der følger altid sårede følelser og en fornemmelse af at være væk fra hinanden med konflikter. Så gør en dyd ud af at afslutte jeres skænderier tydeligt og kærligt. Det tydelige handler om at sige: Nu er vi her. Tak for kampen, min skat – eller hvad der nu lyder rigtigt for dig. Og derfra strø lidt sødme på. Giv et kram, et klask i røven eller et kys på kinden. Smil til den anden og træk vejret sammen. Det gør det så meget nemmere at få en god dag og ånde lettet op, velvidende at I skændes, elsker hinanden og er parate til at lukke noget andet ind mellem jer.

 

Personligt har jeg altid haft en del konflikter med min mand. Det deler jeg for, at du ikke skal tænke, at det bare er jer.

 

Vi taler om, at det også er i uenighederne, at vi viser hinanden, hvem vi er, hvad vi bliver kede af, og hvad vi gerne vil sammen.

 

Tænk på jeres konflikter som en mulighed for at blive klogere på hinanden og skabe et liv, som I begge trives i.

 

Så gør det ikke så ondt. Så er det en påmindelse om, at kærligheden godt må have lidt kant.

 

Den store kærlighed er at kunne rumme både det lette og et svære – og stadig være vilde med hinanden.

 

Kærlig hilsen Daisy

 

PS

Vil du have alle redskaberne til, hvordan du bruger dine konflikter til at opbygge stærkere relationer og vil du kunne guide andre gennem samme proces? Så tag uddannelsen til sexolog & parterapeut.

 

Læs om uddannelsen til Sexolog & Parterapeut her

Du er også meget velkommen til en afklarende samtale med mig på 20 minutter, hvor vi vender alle dine overvejelser om uddannelsen, hvis du er interesseret i at blive sexolog & parterapeut i København. Uddannelsen foregår centralt, så det er nemt at komme frem – ogsp selvom du kommer fra Sydsjælland, Jylland, Fyn eller sågar Norge.

Ja tak til afklarende samtale

 

Kærlig hilsen Daisy