Skriv til Daisy

Brevkasse // Skriv til Daisy

Til dig, der elsker brevkasser

I går brugte jeg min lørdag aften på at se Glee sammen med min datter, der lige er fyldt 12 år. Jeg er som mor til en teenage dreng på 15 år meget opmærksom på, at tiden hvor jeg vælges til en lørdag aften er knap, så jeg nød helhjertet at spise hjemmelavede sommerruller, dessert, have dyne på og se en serie sammen.

For dem af jer der ikke allerede har set Glee, kan jeg fortælle, at serien handler om unge i gymnasiet og er fyldt med kærlighed, identitet og søgen efter sig selv – altsammen i sang. (Og ja… vi synger med.)

Afsnittet vi så handlede om “guilty pleasures”. De ting som vi i hemmelighed nyder, men ikke vil stå ved, fordi det er så uncool. Min datter og jeg udvekslede også vores. Min guilty pleasure er – udover en forkærlighed for romantiske og sexede vampyrerhistorier – BREVKASSER.

Da jeg var en stor pige begyndte jeg at læse dem i min oldemors ugeblade. Jeg tog en stor stak af Ude&Hjemme og fordybede mig i alle brevene på loftet i deres lille hus, når vi var der på sommerferie. Mens familien var i haven, lå jeg på en seng der duftede af tørrede blomster og læste indtil nogen bad mig stoppe. Senere læste jeg brevkasserne i min mors dameblade og som voksen fandt jeg Dear Sugar af Cheryl Strayed. Hun viste mig en måde at lave brevkasser på, der gjorde det endnu mere magisk, fordi hun aldrig bare var formel eller korrekt i sine svar. Hun er ægte.

Brevkassen er stedet hvor vi kan tale om alt

Engang over et glas vin prøvede jeg at forklare min kæreste, at det handler om, at brevkassen er vor tids skriftestol. Stedet hvor man anonymt kan hviske sine hemmeligheder uden at skulle lægge ansigt til. Hvor man kan mærke lettelsen ved at få sagt noget højt uden nødvendigvis at skulle gøre noget med det.

Måske holder ideen ikke helt, men jeg tror på, at vi har brug for sikre steder at dele vores hemmeligheder. Steder hvor vi ikke bliver dømt. Ører der lytter uden, at man skal spørge den anden vej, som man skal i alle andre relationer.

Brevkassen er for mig det sted, hvor man kan lette sit hjerte. Hvor man mødes kærligt og respektfuldt. Måske får man et godt råd eller et perspektiv på livet med, men det allervigtigste ved brevkassen er brevet. For det er, når jeg læser det, at jeg kan mærke, at jeg ikke er alene.

For omkring 10 år siden begyndte jeg min egen brevkasse.

I de første år svarede jeg på skrift på en blog. Senere lavede jeg podcasten Kære Daisy. Den blev hjertet i radioprogrammet Vi har lyst, hvor læsernes breve var centrum for alle udsendelser.

Nyt i brevkasse

I nogle år har jeg været lidt stille i forhold til brevkassen. Jeg har arbejdet på en bog, hvor jeg svarer hudløst ærligt og nogle gange ret personligt på en samling breve. Den bog skriver jeg langsomt færdigt over de næste par år. Men jeg kan også mærke en masse energi på at have dialogen med dig allerede nu, så derfor sker der i det kommende to ting

– Jeg har fået en brevkasse i ALT for Damerne, hvor jeg kort svarer 2 spørgsmål ca en gang om måneden

– Jeg har fået en fantastisk kvinde til sammen med mig at begynde en ny podcast. Den skal jeg nok fortælle mere om snart, men den vil være bygget på breve.

Det har jeg total optur og en masse sommerfugle i maven over!

Jeg håber også, at du synes dette er spændende! For jeg har brug for din hjælp. Skriv til mig. Vær med til at begynde samtaler om det, som du ikke kan tale med alle om. Skriv kort eller langt. Om en konkret udfordring du kæmper med eller et emne, som du savmer at der tales mere om. Ordet er dit.

Jeg står klar til at lytte uden dom. Finde al videnskaben frem, så de råd du får er af høj faglig kvalitet og med kæmpe respekt for dig. Jeg mærker dig også… Græder, griner og føler med dig.

Jeg lover også, at jeg i den nye podcast ikke kun er eksperten. Jeg er ikke bange for også at dele ud af mit liv, for verden har ikke brug for endnu en ekspert, der får dig til at føle dig mere forkert eller får livets dilemmaer til at fremstå som om, at man bare kunne sige eller gøre X og Y og så var alt godt igen.

Du kan skrive til mig her.

Husk at det er anonymt at skrive.

Tak fordi du deler, så vi sammen kan blive klogere på livet.

Kærlig hilsen Daisy