Hvordan er din kærlighedsrelation til dig selv?
Husker du at elske dig selv – eller er det mest de andre, som får de kærlighed?
Der kan være meget snak om selvkærlighed derude. At vi skal huske at elske os selv. At vi ikke kan modtage kærlighed, hvis vi ikke først elsker os selv.
Det kan næsten blive et pres. For hvad nu, hvis jeg ikke – i hvert fald ikke HELE tiden – elsker mig selv? Hvad nu hvis jeg ikke elsker ALLE sider af mig selv? Og hvordan ser selvkærlighed egentlig ud i praksis?
En kærlig relation til dig selv
For mig bliver selvkærlighed mere håndgribeligt, hvis vi tænker på det som en relationel praksis. Du har en relation til dig selv, ligesom du har en relation til andre mennesker tæt på dig – din partner, dine venner, dine børn etc.
Ligesom det ikke er sikkert, du HELE tiden elsker ALLE sider af din partner, så er det meget naturligt at du heller ikke altid gør det ved dig selv. Sådan er kærligheden ikke. Den er også på trods.
Og kærligheden er et valg.
Det valg har vi nogle gange sværere ved at træffe, når det handler om at give os selv den. For vi er opflasket med, at det er egoistisk.
Selvkærlighed i praksis
Det har taget mig år at lære i mit eget parforhold, men det har dybest set gjort vores kærlighedsrelation stærkere, at jeg er blevet bedre til at være hele mig.
Hende som kan være en kedelig kæreste, der hverken bidrager med hjælp i køkkenet eller small talk. Hende der er stille og læser tegneserier.
Ikke hende, der gør sig umage og er på. Hende som bare er.
Hende som nogle gange har brug for at være lyttende og nærværende – også overfor sig selv.
For mig har det rod i et løfte, som jeg gav til mig selv for omkring 7-8 år siden om at bevare kontakten til mit eget hjerte – også selvom jeg har givet det helt til min elskede og mine børn.
Selvom tosomheden ofte hyldes, så tror jeg faktisk aleneheden er lige så vigtig.
Aleneheden som en kærlig praksis, et fundament for at elske andre og blive elsket.
Kærlighed til hverdag
Jeg tænker ikke på fine insta øjeblikke med “mig-tid” i badekar eller på toppen af et bjerg i solnedgangen.
Jeg tænker meget mere hverdagsagtigt – som evnen til at føle sine følelser – uden at lade sig kapre i ego drama. Evnen til at stresse af og rense sindet for arbejde og bekymringer. Ærligheden om egne lyster. Modet til at sætte grænser.
Alle de små ting som ikke nødvendigvis ser ud af meget, men som definerer vores eget selv.
Som at sove under egen dyne, når du ikke har lyst til nærhed. At sige nej til samtale, når du ikke orker kontakt. At droppe ønsket om at være en fantastisk kæreste og i stedet være præcis som du er.
Det interessante er, at kærligheden trives utroligt godt mellem os, når vi begynder med at give os selv det, som vi så gerne giver andre.
