Hvordan mindes du dine døde
I morgen holder jeg Halloween fest. I næste uge fejrer jeg De Dødes dag. En tradition jeg har taget med mig fra min tid i Mexico.
Jeg er opdraget til at sige farvel og glemme de døde. Mexico lærte mig, at vi kan elske på trods af døden. At vi aldrig behøver at glemme, og at vi altid kan række ud, mindes og være med den vi savner.
Kærligheden er større end døden.
Den indsigt var med til at redde mit liv, da jeg blev mor til Gabriel, der døde under fødslen. (Du kan læse min historie i den korte version her. Artiklen hedder “Stort JA til livet” og er fra Alt for damerne, der bragte et uddrag af LEV, hvor jeg også skriver lidt om dødens lærdom til livet.)
Derfor er de næste dage for mig heller ikke kun sjov og ballade. Det er også en mulighed for, at mindes dem jeg elsker, som ikke længere lever og for at fejre livet.
Da jeg skrev ELSK, valgte jeg, at inkludere en historie om et par der mister deres andet barn under graviditeten. Min mand læste historien og kastede den fra sig, da han nåede dertil, hvor parret mister. Han blev ramt af at læse historien, og han var ikke sikker på, at den gav mening i en bog om kærlighed. Han følte, at jeg stak ham i hjertet ved at vælge en historie, hvor der pludseligt var et barn som døde.
Er det ikke et andet tema, spurgte han?
For mig har parforhold og kærlighed aldrig givet mere mening end i mødet med døden. Det er jo ikke kun på de lyse dage, vi har brug for hinanden. Det er måske endnu mere på de mørke…
Derfor inkluderede jeg også historien i ELSK, selvom den er tragisk. Og jeg gjorde det, selvom jeg frygtede at støde nogen. For døden er ikke et andet tema. Det er en essentiel del af at leve.
Kærligheden og døden går hånd i hånd. For uden kærligheden kan vi aldrig leve med, at vi skal dø. Eller at dem vi elsker skal dø fra os.
Det er kærligheden, der kan give os modet til at leve videre, fejre livet og døden.
Men der er aldrig en måned, hvor jeg ikke oplever nogen, der har mistet fortælle om ensomhed. Derfor har jeg lovet mig selv at skrive om dette, indtil alle har fået en dybere forståelse for, at vi skal række ud mod dem i sorg. At vi skal vove at åbne os for, at døden er del af livet.
At vi skal vove at fejre livet og tage det helt ind. Også når det gør ondt.
Jeg vil gerne også bruge denne mulighed til at takke Landsforeningen Spædbarnsdød, som hjalp mig efter mit tab og som gør et stort stykke arbejde for forældre, der mister spædbørn.
Når vi er sammen om sorgen, bliver den mere til at leve med.
Kærlig hilsen Daisy
PS
Siden jeg skrev dette blogindlæg har jeg skrevet endnu en bog: DØ – Lev og elsk så du kan dø lykkelig. Du kan læse mere om mine bøger her og hente gratis læseprøver.