Daisy Løvendahl's parforhold

Du skal ikke sige, at du elsker mig. Du skal vise mig det.

Du skal ikke sige, at du elsker mig. Du skal vise mig det.

Ordene skrev jeg i min bog “ELSK – Mere kærlighed, lidenskab og fællesskab i et travlt liv” fra 2016. Det er min far, der oprindeligt har sagt dem, og jeg har gentaget dem hundredvis af gange, fordi de rammer noget sandt.

Kærlighed er ikke abstrakt. Det er ikke en tankeøvelse. Det er ikke teori.

Det er en oplevelse af at elske og blive elsket.

Alligevel kan det være så svært at skabe plads til at vise kærligheden et travlt liv. Jeg tror, at jeg gennem mere end 10 år i samtalerummet har hørt alle forklaringer på, hvorfor par ikke kan finde tid til hinanden midt i hverdagen med børn, arbejde og forpligtigelser.

Men jeg ved også, at det at miste kontakten med hinanden er noget af det farligste for parforholdet, For under gode samtaler, lyst til hinanden, følelsen af at være tryg, oplevelsen af at blive hørt, evnen til at kunne takle uenigheder og følelsen af at være sammen om hverdagens glæder, ligger kontakt.

Kontakt.

Et lille ord med stor betydning.

Vi mennesker er gennem vores krop og hjerne bygget til at have kontakt med hinanden. Derfra strørmmen følelsen af kærlighed, når vi ser på den i et videnskabeligt perspektiv. Kærlighed er i følge nyere forskning “et mikro-moment af positivitetsresonans”. Det vil sige et øjeblik hvor vi er i kontakt med hinanden og deler positive emotioner.

Jeg elsker at kalde det for mikroøjeblikke af kærlighed.

Det er i al enkelhed

  • At gå en tur og opleve kroppene gå i takt
  • Øjenkontakt som du bliver lidt i og mærker
  • At grine sammen og mærke glæden sprede sig i kroppen
  • En oplevelse som deles mens din partner ser på dig og spejler dine følelser

Det er alle mulige former for kortvarige oplevelser af samhørighed.

Derfor skal du skabe en hverdag, hvor der er plads til kontakt, intimitet og samhørighed.

Drop alle tankerne om kroophold, frækt undertøj og spaophold. Alt det kan være dejligt, men det gør ikke den store forskel for skilsmisseprocenten. Det som gør en forskel for parforhold – og alle andre relationer – er, om du er i kontakt. Om du formår midt i travlheden at skabe mikroøjeblikke af kærlighed.

For at skabe rammerne for den kontakt har vi hos os truffet 3 beslutninger.
1. Vi drikker en kop kaffe sammen hver morgen og begynder dagen sammen.
2. Vi dedikerer 20 min til hinanden om aftenen før alt praktik er klaret og vi er for trætte.
3. Vi går i seng samtidigt.
Du behøver ikke gøre som os. Jeg deler for at inspirere. De gode svar for dig er dine at opfinde.
Så her er et refleksionsspørgsmål fra mig til dig:

Hvordan kan du skabe rammerne for for mikroøjeblikke af kærlighed med dem, du elsker?

Er det at drikke glas vin sammen? Et morgenbad? En løbetur? Lægge puslespil? Høre musik om aftenen? Gå en aftentur.
Du vælger. Men vælg noget.
Den store kærlighed og det dybe intime liv kommer ikke, mens du ser på din telefon og venter.
Det kommer, når du vælger kærligheden til.

 

Kærlig hilsen Daisy

 

PS

Vil du høre mere og kærlighed, så har jeg 3 muligheder til dig.

1. Læs bogen “ELSK – Mere kærlighed, lidenskab og fællesskab i et travlt liv”. Du kan hente læseprøve og købe den her.

2. Kom til parkursus med mig og Mikkel Braginsky. Du kan læse mere her.

3. Tag uddannelsen til Sexolog & parterapeut og brug den til at skabe et (arbejds-)liv med kærligheden i centrum. Du kan læse mere om uddannelsen her.