Drop nytårsønskerne, og gør det vigtigste først
De fleste mennesker laver nytårsløfter, og de fleste fejler med at overholde dem. Måske er det derfor, mange synes, januar er en deprimerende måned, og at der, som årene går, nemt kommer en kynisme ind over for hele fejringen af nytåret. For det virker jo dumt – at begynde året med at love en masse, som man ved af erfaring, ikke sker alligevel.
Jeg kunne skrive om, hvordan du holder motivationen, men det vil jeg ikke. Jeg tror nemlig på, at der ofte er nok motivation, når man virkelig kan mærke meningen med det, man gør, og glæden ved det.
Tænk over dette et øjeblik.
Hvad i dit liv behøver du ikke at motivere dig selv for, fordi du gør det med glæde?
Jeg har en veninde, der er passioneret med sin træning. Hun fylder sin Instagram-profil med billeder af sig selv i træningstøj og dyrker alverdens sjove former for motion uden nogensinde at mangle motivation, fordi hun elsker det.
Derfor skal du heller ikke love dig selv noget, du skal anstrenge dig for, men give plads til det, som giver dig energi, og som du elsker at bruge din tid på. Og ja – det bliver du måske ikke, hverken tyndere eller mere rig af, men du får måske et år, som du kan se tilbage på med et smil på læberne og følelsen af, at dit liv gør dig til et rigt menneske.
Min egen fejring af nytåret indbefatter en halv dag, hvor jeg sætter mig et smukt sted og laver min strategi. Den dag er mit frirum til at tænke mit liv igennem og lære af det år, som har været. Både lære af det, som gik godt, og af det, som jeg synes, var svært. Derfra stiller jeg ind på, hvad der er virkelig vigtigt i det nye år. Jeg tillader mig selv at drømme, og jeg ser med realistiske øjne på den tid, der ligger foran mig. Min strategi er som et kort til mit eget liv. Det er det kort, jeg navigerer efter i en travl hverdag, og det er nogle bevidste valg, der afspejler mit livsformål.
Det er ikke en plan, som skal følges uanset, hvordan månederne går. Forskellen mellem en plan og en strategi er, at en strategi er mere smidig. Den tilpasser sig det, som sker, og den fungerer bedst, når du jævnligt reflekterer over den. Når man betaler 100.000 kr for at tage på lederuddannelse i N.Y, præsenteres man for, at strategi skal baseres på læring, og at man derfor gør klogt i at revurdere sin strategi jævnligt. Jeg kunne ikke være mere enig. Det er derfor, jeg anbefaler mine klienter at supplere deres strategi med en status hver sjette måned og forankre den i en ugepraksis.
Fordi vi hele tiden skal være villige til at lære fra livet selv og til at forankre vores drømme og ønsker i en praksis. Men vi kan ikke lave den gode praksis eller få det optimale ud af året, hvis vi tager en dag ad gangen og ikke ser længere, fordi vi så aldrig får udfoldet de dybere og sværere aspirationer. Ligesom vi heller ikke kan handle på det vigtigste for os, hvis vi ikke er helt klar over, hvad det er.
Når jeg laver en strategi med en klient, er det, de går fra mig med, sjældent det samme som det, de havde tænkt at love sig selv ved nytåret. For når man virkelig tænker efter, er det sjældent de 5 kg, man har lovet sig selv at tabe år efter år, eller ferien til Thailand, man skal på i det kommende år, der gør den store forskel. Der er langt mere lykke i at føle, at ens liv fungerer, og at man er grundlæggende glad.
Så hvad indeholder et lykkeligt år for dig helt nede på hverdagsplan?
Med det spørgsmål i baghovedet vil jeg råde dig til at lade 2017 være det år, hvor du gør det vigtigste først. Hvor du hele tiden giver plads til det, der betyder mest for dig. Hvis det betyder, at du skal droppe alle aftaler og sidde i lotusstilling hver eftermiddag i januar for at blive nulstillet og kunne mærke, hvad der er vigtigt for dig, så er vinteren et godt tidspunkt at gøre det på.
Og jeg tør godt vædde en flaske champagne på, at når du laver en strategi og forankrer den i en ugepraksis, så gør det en forskel, som du kan mærke næste år. Og det er en forskel, som du ikke behøver motivere dig selv for med pisk eller gulerødder. For det vil ikke føles som en lang vinter op ad bakke, men som en støtte af den du er, og det du vil.
Kærlig hilsen Daisy
UDFORDRING: Tag en halv dag fri og læg din strategi
PS Hvis du vil have inspiration til at lave din strategi, så check mine manualer til 79 kr ud her. Der er både en til enkeltpersoner og en til par.