Billede til blog om at rejse som del af sin selvudvikling

Kan man forlænge livet ved at rejse?

I 1990 betalte mine forældre mere end 60.000 kr for 3 tur/ retur flybilletter til Indonesien med Aeroflot. Mens deres venner købte nye biler, et større TV, en videomaskine og byggede nyt badeværelse, sparede mine forældre op, indtil de havde penge til at rejse i 3 måneder med mig.

Det tog næsten to døgn at komme fra København til Jakarta over Moskva og Singapore. Jeg kan stadig huske følelsen af at gå ud på gaden i Jakarta og blive fuldstændigt overvældet! Hver eneste af mine sanser eksploderede konfronteret med varmen, der fik sveden til konstant af fugte min hud, duften af tusind ting, jeg ikke vidste, hvad var og smagen af den helt anderledes mad, som jeg spiste med fingrene.

Når jeg tænker tilbage på det, ændrede den rejse mit liv radialt. Jeg tog derud som et barn, men kom hjem som en ung pige. Jeg tog kvantespring i min opfattelse af alting. Jeg mødte mennesker, hvis liv jeg aldrig havde kunnet forestille mig, jeg lærte at tale engelsk, og jeg oplevede mine forældre helt tæt på. Jeg så en ung kvinde tabe sit spædbarn i en flod og blive holdt tilbage fra at springe i vandet efter det, så barnet druknede i den rivende flod. Jeg så en gammel mand blive båret til ligbålet af sin familie og brændt til lyden af sang. Jeg så solen stå op fra det hellige bjerg Mount Bromo, og jeg så balinesiske kvinder danse under fuldmånen i et tempel på Bali.

Pludseligt virkede alle de små ting i skolen derhjemme så uendeligt små… Alle bekymringerne, der fyldte for en 12 årig pige om, hvem der synes hvad, og hvilke karakterer jeg fik, og hvem der var forelskede i  hinanden, og om jeg var for tyk eller for meget eller for anderledes – blev mindre. Jeg gik fra at være ret optaget af, hvad andre synes om mig og om normen i et utroligt stereotypt forstadsmiljø til at opdage, at alting er så meget større, vildere og smukkere, end jeg før havde vidst. Men også at alting er så uendeligt meget mere barsk og uretfærdigt og smertefuldt, end jeg havde ord til at beskrive.

Når jeg tænker tilbage på denne rejse, kan jeg huske utroligt mange ting fra den. Jeg husker smagen af grillet fisk i en by ved havet på Java, der hedder Pangandaren. Jeg husker duften ved Borodobur efter monsunregn, og jeg husker synet af blomsten Frangipani.

Jeg kan til gengæld ikke huske ret meget af, hvad jeg ellers oplevede som 12-årig. Jeg har en klar erindring om vejen til min skole, om min hverdag hvor jeg skulle gå ud af døren, når der stod 7.47 på uret i køkkenet, men jeg kan ikke for en million kroner beskrive en tirsdag i  september 1990,  eller hvordan den var anderledes end en tirsdag i oktober samme år.

Måske er det derfor, jeg er så vild med at rejse. Hver eneste af mine rejser kan jeg huske.

Ikke kun de store og vilde til lande som Vietnam, Laos, Thailand eller Mexico men også de små ture til Berlin og Stockholm. Jeg kan for den sags skyld huske første gang, jeg var i Ry.

Min mor har brugt nogle år af sit arbejdsliv på at specialisere sig i minder. Hun har fortalt, at mange af de kvinder, som er gamle i dag, ikke kan huske ret meget fra efter de er 35 år. Det var omkring den alder de fleste af livets store begivenheder som konfirmation, forelskelse, bryllup og børnefødsler er indtruffet. Siden da har livet været en hverdag, hvor det ene år er gledet over i det andet.

Gentagelser skaber ikke minder. De skaber et stærkt billede, som er printet ind i vores sjæl, men de skaber ikke den variation, som gør, at man kan skelne den ene dag fra den anden.

Vi kan ikke fungere optimalt og løse komplicerede ting i vores arbejdsliv eller have ro i os selv uden gentagelser og hverdag, der ligner hinanden. Men vi husker og får nye minder ud fra det, som er anderledes, nyt og udfordrende.

Da jeg vendte hjem fra min første rejse og opdagede, at absolut intet havde forandret sig, mens jeg havde været væk, svor jeg for mig selv at leve et liv, hvor jeg ville skabe mange minder og få det bedste ud af min tid. Jeg ville ikke ende med at gå op i om fjernsynet var x eller y antal tommer, eller om jeg skulle køre i den samme bil endnu et år.

Som jeg er blevet ældre og mere bevidst om min egen dødelighed, er dette blevet en endnu stærkere værdi for mig.

Ikke kun fordi jeg føler, at jeg lever mere, når jeg bevidst skaber minder med dem, jeg elsker, men også fordi det at rejse giver mig et unikt perspektiv på mit liv.

Min rejse på kanten af ungdommen gav mig et blik ind i, hvor heldige vi er i dette land. Hvor utroligt mange muligheder vi har og hvor stor en frihed, vi tager for givet.

At erkende, at jeg er et ekstremt privilligeret mennesker, har måske været et af mit livs største lektioner.

Jeg tog af sted på min første rejse som et barn, der kunne være sur over, at jeg ikke fik det, de andre fik. Over at vi ikke havde video, og at jeg ikke måtte få dyrt tøj. Jeg har aldrig siden diskuteret den slags med mine forældre, og jeg har ikke som ung følt mig hæmmet af ikke at kunne bruge ret mange penge på at gå ud eller købe lækre ting.

Jeg er hver dag taknemmelig for, at jeg er fri, sund og lever i et samfund, hvor jeg har så stor magt over mit liv. En frihed og magt jeg forvalter med omtanke og ydmyghed, fordi jeg ved, at mange mennesker kæmper for et minimum af, hvad jeg har. På mange dimensioner.

Siden 1990 har jeg været en dedikeret rejsende. Jeg har rejst med rygsæk i bumletog og sovet med fremmede mennesker på min skulder i biler med 20 dæk på taget, fordi det var circa det antal gange bussen punkterede på turen. Jeg har boet i Mexico og rejst i Europa som homeswapper. Jeg har såmænd også rejst i Danmark og lånt venners sommerhuse eller sofaer for at overnatte en nat eller to.

I år er jeg taget 5 uger til Thailand med min familie. Jeg kunne have grædt, da jeg duftede til en frangipani blomst, fordi jeg blev overvældet af glæde over, at kunne tage denne tid med dem jeg elsker. Og fordi Sydøstasien er et sted hvor jeg har oplevet store indre forandringer.

Når jeg er her og taler med de lokale, går en morgentur langs vandet og tegner med mine børn eller fører samtaler med Ingvar med få ord, så kan jeg igen mærke, at verden stadig er vildere, smukkere, mere barsk og langt større end man kan se, når man bliver samme sted.

Jeg ved, at jeg vil huske denne rejse altid.

Måske bliver mit liv ikke længere af at rejse målt i tid, men det føles som om, hver rejse tilføjer mit liv noget.  Livet er ikke kun målbart i tid. Det er bestemt også målbart i oplevelser.

Så skab de oplevelser du vil huske tilbage på med glæde og taknemmelighed, sammen med dem du elsker.

Kærlig hilsen Daisy

Daisy som ung på rejse

Billedet er fra en af mine store rejser med mine forældre i 1995. Det er taget tidligt om morgenen ved et tempel i Thailand, hvor jeg har mediteret mens solen stod op.

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *