Halloween: Fejr livet og send en kærlig hilsen til de døde.

I denne uge fejres der Halloween. Hjemme hos os i flere omgange.

Min søn fejrer det i fritidshjemmet med en hel eftermiddag, hvor de klæder sig ud, ser Michael Jackson videoen “Thriller” på storskærm og spiser vingummiflagermus. De fejrer det i skolen, og vi holder en årlig Halloween fest.

Er jeg fan af græskarspisning?

Af amerikanske traditioner?

Sært slik med underlige farver?

Faktisk ikke. Men jeg er stor fortaler for at leve med døden.

Lad mig forklare.

Da jeg var ung flyttede jeg til Mexico. Jeg var der det meste af to år og boede et år i Mexico City i samme nabolag som maleren Frida Kahlö, hvis kunst jeg elsker. I Mexico oplevede jeg for første gang de dødes dag.

En fejring af livet og døden på samme tid. Jeg blev dybt berørt over, hvordan mine mexicanske venner brugte flere dage på at tale om dem, da havde mistet, på at lave altre med blomster, og sukkekranier som en påmindelse om, at vi er her nu – og at vi en dag ikke er her længere. De satte også billeder frem af døde venner og familiemedlemmer. Som billederne kom frem, kom historierne også. Der blev talt om, hvem Tia Elena havde været som ung og om mine venners mor, der døde som ung, da de endnu var børn.

Alle dem, hvis billede stod fremme på alteret, havde engang været her og deltaget i denne fest, og nu var festen vores.

Jeg følte, at der på de dødes dag blev spundet en tråd mellem livet og døden. Mellem dem der lever, og dem der er døde.

Da jeg flyttede hjem til København, tog jeg traditionen med mig. Hvert år lavede jeg mig eget “alter” med billeder, fine blomster, små skåle med slik og mine mexicanske figurer af Dødens dame “La Catrina”.

Som jeg selv har levet mit liv, har jeg mistet flere, som står mit hjerte nær. Nogle af dem har jeg mistet, da de var gamle og mætte af dage. Andre har jeg mistet unge. Der er en særlig sorg forbundet til at sige farvel til en, der er i begyndelsen eller midt i livet. Det er som om historien slutter midt i det hele, og det er så uendeligt uforståeligt, at deres liv ikke får lov til at blive levet til ende. Men hvad er enden egentligt?

Det har jeg tænkt meget over. Ligesom jeg har tænkt meget over, hvor sårbart livet også er.

Ingen af os ved, hvor længe vi har. Det er både skræmmende og en magtfuld påmindelse om at leve livet nu.

Jeg har ofte følt mig alene med disse tanker. Og nogle gange ensom…

Der har de dødes dag hjulpet mig. Jeg har stædigt brugt de dage som en oase, hvor jeg gav mig selv lov til at være med de tanker. Slippe hverdagen og fremtiden et øjeblik og tage to dage ud til at se på mine små figurer, tænde et lys og bare være lidt med alle de store følelser.

For mig er det også livgivende.

Det er dage, hvor jeg mærker min kærlighed meget tydeligt. Hvor jeg bliver meget bevidst om det, som er vigtigst i livet. Det er dage, hvor jeg græder og griner.

Det gør sjælen godt at mindes. Efter hver fejring af de dødes dag, føler jeg mig mere fri og lettere. Det er som om sorgen letter, når den får lov at være der. Det er også derfor mange kulturer har haft De Dødes Dag, Halloween og Allesjælesaften – fordi det gør godt at mærke alle følelserne.

Mine børn er født ind i disse traditioner og holder af dem. Som de er blevet ældre, er de blevet bidt af halloween, og jeg har derfor valgt at tilføje hele det lag til min årlig fejring af døden og livet.

Så vi holder nu ohså halloween fest med vores venner. Klæder os ud, skærer græskar og spiser slik. Vi danser sammen og sætter billeder op af dem, vi savner.

Det er min måde at give halloween mening på. At lære mine børn, at det er okay at mindes og tale om de døde.

Det har også været meget rørende at invitere venner ind i dette og høre dem fortælle om, hvem de savner. Jeg føler mig tættere på dem, jeg holder af, når jeg også kender deres savn.

Hvis du fejrer halloween, så gør det også til en mulighed for at tale om de døde.

Det kan lyde som noget, der bliver meget trist, men tro mig – det behøver ikke være sådan.

Fortæl de gode historier. Fortæl om det du elskede ved morfar Kristen, eller hvad du lærte af tante Gerda. Fortæl om din ven fra gymnasiet der ikke længere er her og fortæl om, hvem du savner, når du stopper op og er helt alene.

Vær ikke bange for at græde eller være ked af det… Det er del af livet. Ligesom latteren, smilet og kærligheden der måske – hvis vi tillader det – kan spinde en tråd af varme fra os, der er lige nu, til dem der ikke længere er her.

Kærlig hilsen, Daisy

3 råd til hvordan du kan mindes de døde under halloween:

 

Lav et alter

I Mexico laver alle familier altre i disse dage. Ordet alter lyder måske lidt fremmedartet, men tænk på det som en mindeplads. Jeg elsker selv de mexikanske altre, men har givet mit eget et mere nordisk udtryk. Så ryd en hylde eller tag noget plads på en reol og skab din egen mindeplads. Sæt fotos frem af dem, du savner, en buket blomster og din yndlingslysestage. Vælg gerne blomster, du forbinder med nogen. Måske havde din mormor en yndlingsblomst? Lad duften af blomsterne minde dig om hende, og har du en lysestage, der har været farmors, så vælg endelig den. Nyd din mindeplads som en hyldest til dem, du har fotos af, og som en smuk opfordring til at være her nu.

 

Se på gamle billeder

Har du eller dine forældre nogle gamle fotoalbums liggende? Find dem frem og fortæl familiehistorierne. Vis dine børn de gamle billeder eller brug selv tiden på at svæve hen i minder om dengang, man gik med strutkjoler og hat.

Del et minde

Del et konkret minde om en, du har haft i dit liv. Fortæl historien om, hvordan tante Tulle stod op over for den bonde, hun tjente hos, og fik sin løn alligevel, eller del historien om, hvordan du sammen med din afdøde ven altid missede det sidste tog hjem og måtte sove på en bænk i byen, da I var unge. Vær ikke bange for at grine eller græde. Fortæl for at mindes dem og det, I havde. Fortæl for at skabe en følelse af, at selvom døden har skilt jer ad, er der stadig et bånd af kærlighed mellem jer. Del gerne dit minde med nogen du holder af. Laver du en halloween middag, kan I for eksempel på skift fortælle og lytte til hinanden.

PS.

Hvordan vi forholder os til døden, lever med tab og fejrer de døde, ligger mig meget på sinde. Særligt fordi jeg selv har oplevet stort tab og lever med det savn. Jeg har skrevet bogen “DØ – Lev og elsk, så du kan dø lykkelig” om året efter, jeg selv mødte døden. Du får i DØ stærke perspektiver på dødens lærdom til livet, som du kan bruge, hvis du selv har mistet eller står ved siden af en, som har mødt døden. Bogen åbner for dybere refleksion om at leve, elske og dø. Den viser det svære, men rummer også en stor hyldest til livet.

Læs mere om bogen her og få en gratis læseprøve.