Jeg vil aldrig vågne og tænke, at der var en dybere årsag til, at min søn døde

Livet er nogle gange meningsløst og gør ondt.

Min klient Anita fandt en knude i brystet og gik til læge. Ugen efter sad hun på Rigshospitalet og ventede på en undersøgelse. Svaret var ikke godt. Da hun fortalte mig om det, var hun fattet. Prognosen var god, operationen forude mindre, men følelsen af at være rystet var grundlæggende.

Efter undersøgelsen havde hun ringet til sine veninder og inviteret dem til middag. De havde krammet, grædt og støttet, men én udtalt sætning kunne Anita ikke ryste af sig:
“Alt sker af en årsag …”

Samme veninde, som sagde disse ord, havde givet hende en bog om en kvinde, der havde helbredt sig selv for kræft, og talt om den mulige gave i denne oplevelse. Jeg ved, at veninden mente det godt. Jeg ved, at det er utroligt svært at finde de rette ord, når en, man holder af, er i nød. Jeg ved, at når gode venner, professionelle eller familiemedlemmer siger, at modgangen har en årsag, kommer det af lutter gode intentioner. Men vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.

Anita havde følt sig alene midt i venindernes ønske om at være der. Hun havde følt sig forkert. “Er der noget galt, siden det her sker for mig, og jeg ikke kan se hvorfor?” spurgte hun mig. Spørgsmålet hang i luften, og jeg var tom for ord. Jeg rakte ud efter hendes hånd. Vi sad sammen i tavshed og bare holdt hinanden i hænderne.

Da hun gik, blev jeg overvældet af mine egne minder. Anitas historie fik mig til at svæve tilbage til dengang, jeg var gravid med mit første barn. Jeg havde været lykkelig. Jeg ville så gerne være mor, og alt var klar til at tage imod min søn eller datter. Da jeg fødte og lige havde fundet ud af, at mit barn ikke blev født til livet, men døden, hviskede en jordemor i mit øre, at jeg ville blive stærkere af det.

Lad mig være helt ærlig. Jeg er ikke blevet stærkere. Før jeg fik en søn, der døde, havde jeg tillid til alle mennesker. Jeg følte mig sikker på, at alt nok skulle gå, og jeg følte mig tryg i verden. I dag er jeg taknemmelig for hver aften, jeg kan gå til ro vel vidende, at mine børn er i sikkerhed og kun sover. Jeg har stadig ikke fundet en årsag til, at min søn døde. Der er intet af det gode, der er sket mig siden, som kan ophæve, at jeg savner ham.

Det er dybt skræmmende at opleve tilværelsens meningsløshed og overgive sig til magtesløsheden. Det er så svært ikke at vide, hvad man skal sige til dem, man holder af. Men når vi forsøger at få det, vi ikke kan holde ud, til at gå væk med klicheer om, at alt har en årsag, eller at der er gaver i det, så bliver det værre. Vi prøver at presse mening ud af noget, som dybest set er meningsløst. Vi giver andre følelsen af, at det er deres egen skyld. Vi mister hinanden.

Personligt tror jeg ikke på, at alt sker af en årsag. I min verden er der ingen dybere årsag til, at nogle mennesker får kræft, dør i ulykker eller taber kærligheden til hinanden i en for travl hverdag. Døden, sorgen, tabet af forbindelsen til hinanden er dele af livet, som ingen af os kommer udenom, og jeg tror ikke på, at det sker af en bestemt årsag.

Tanken om, at der er en årsag, er faktisk skræmmende. Betyder det, at der er en “plan” et sted, som jeg ingen indflydelse har på? Betyder det, at jeg ikke har lært nok, troet nok, elsket nok, når nu ulykken rammer mig? Nej, vel. Det ville næsten være ubærligt at tro sådan om verden. Det ville betyde, at vi intet kan gøre, fordi der er en årsag til alt. Det ville betyde, at vi må klandre os selv for den smerte, vi gennemgår.

Smerten, sygdommen, døden er der bare. Uanset hvad vi gør, tror eller tænker. Så nej – alt sker ikke af en årsag. Til gengæld tror jeg på viljen til at skabe mening i livet, til at række ud efter hinanden og på kærligheden. Livet er nogle gange meningsløst og gør ondt. Sådan er det, fordi vi drømmer, vover os selv, elsker og er dødelige. At rumme det er ikke den nemme vej, men det er en vej med stor betydning og kærlighed.

Jeg vil aldrig vågne en morgen og tænke, at der var en dybere årsag til, at min søn døde, eller at det giver mening. Jeg vågner til gengæld hver morgen og tænker, at hans liv havde betydning, og at jeg i dag vil skabe mening, hvor jeg er.

Udgivet i Alt for Damerne 2. februar 2016

X