Slip rebellen fri
Nu er jeg nok ikke den, du tænker på som billedet af en rebel. Men under mit pæne udseende gemmer der sig et rebelsk hjerte, som altid både har været en forbandelse og en velsignelse. Jeg har aldrig haft brug for at farve mit hår lilla eller være vild i mit udseende, men jeg har altid haft en trang til at stille spørgsmål ved det etablerede og handle på det, jeg følte var rigtigt.
Her er en historie, fra jeg gik i folkeskolen og nogle refleksioner om det at være rebelsk:
Da jeg gik i 6. klasse, kom min matematiklærer Jørgen en dag ind i klasseværelset og så underlig ud. Jeg spurgte, hvad der var galt, og han fortale ærligt, at han var blevet fyret.
Jeg blev helt kold indeni. Jeg kunne nemlig ikke fordrage matematik, men jeg syntes, Jørgen var en af de bedste lærere på skolen. Jeg sad resten af timen og så ud ad vinduet og tænkte på alle de dårlige lærere på skolen og definerede for mig selv, hvordan Jørgen skilte sig positivt ud:
Han var venlig over for alle børn.
Han kunne forklare tingene, så de var lidt nemmere at forstå.
Han kunne både få klassen til at grine og holde mund.
Han var med på hytteture og hjalp til, så vi kunne lave et forsøg med haletudser i klassen.
Han var en lærer, alle kunne lide.
Det var vildt forkert, at han skulle fyres i stedet for en af de mange lærere, der gik rundt og lignede nogle, der hellere ville på pension end at undervise på en folkeskole.
Jeg spurgte min klasselærer, hvorfor netop Jørgen var blevet fyret, og fik dette svar: ”Skolens ledelse har et princip, der hedder ’Sidst ind, først ud’. Eftersom Jørgen kun har været her i 2 år, er det ham, der skal ud først.”
Efter skole kunne jeg ikke holde op med at tænke. Jo mere jeg tænkte, desto mere virkede det uretfærdigt. Hvorfor skal man vurderes på, hvornår man ansættes? Hvorfor skal det ikke handle om, hvor god en lærer man er? Eller hvad børnene synes om ens timer?
Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg taget en beslutning.
Jeg ville samle underskifter fra alle de børn, der var enige med mig i, at det var en uretfærdig beslutning, og aflevere dem til byens borgmester. Jeg havde hørt, at borgmesteren var den, der bestemte i byen.
Så jeg organiserede mine klassekammerater, fandt en masse blokke og farveblyanter og gik i gang med underskifterne. Til sidst havde jeg side op og side ned med navne på. Mange skrev under, men de grinede også lidt af mig. En af de ældre elever kaldte mig en tyk lille brilleabe, der troede, jeg var så smart, men jeg blev ved med at stirre på ham og sige, at han skulle skrive under, indtil han gjorde det og løb ud for at spille fodbold med sine venner.
Da jeg om aftenen sad med alle papirerne foran mig, kunne jeg høre alle de stemmer, der dagen igennem havde grinet af mig og sagt, at jeg ikke ville få noget ud af det, og at jeg aldrig ville komme ind til borgmesteren.
Jeg kunne også mærke, at jeg var nødt til at prøve.
Jeg var virkelig nervøs, da jeg dagen efter gik ind på Rådhuset sammen med 3 af de andre piger fra min klasse. Jeg kunne høre min stemme ryste, da jeg gik hen til receptionisten og sagde, at jeg gerne ville tale med borgmesteren og aflevere en underskriftsindsamling. Hun kiggede mærkeligt på os, så jeg tilføjede, at vi bare ville blive stående, indtil han kunne se os.
Der gik lidt tid.
Jeg kunne mærke, at mine hænder rystede lidt, så jeg holdt fastere om papirerne.
Endelig kom der en dame og fulgte os ind på et kontor, hvor der sad en gammel mand i et jakkesæt bag et stort skrivebord. Han rejste sig, gav hånd og bad os tage plads ved et utroligt langt bord, hvor der stod flasker med sodavand. Vi fik en hver, og så forklarede jeg ham alle mine tanker og afleverede papirerne. Han kiggede på dem, bladrede lidt og gik derefter hen til sit skrivebord og ringede til skoleinspektøren.
Jørgen blev ikke fyret.
Jeg har fotograferet fra min billedbog, som mine forældre har samlet til mig og gav mig, da jeg fyldte 21 år. Det er Jørgen på billedet. Min far har fotograferet mig en eftermiddag efter skole.
Dette var første gang, jeg slap min indre rebel fri og tog sagen i egne hænder. Det er siden sket flere gange, og ikke alle historier er lige så gode. Der er også systemer og mennesker, jeg har slået mig gevaldigt på ved at vove at udfordre dem.
Der er mennesker, som har krydset min vej, der synes, jeg er det mest dominerende, irriterende og rebelske menneske, de har mødt.
Det er en måde at se det på.
Man kan også møde rebellen som et menneske, der er drevet af et inderligt ønske om at gøre tingene bedre. Som ikke er bange for at vende tingene på hovedet, og som mest af alt bare søger de bedste muligheder. Som ikke tager umiddelbare svar for de bedste, men som tænker længe og dybt over, hvorfor man gør, som man gør.
Uanset hvor hårdt jeg nogle gange har slået mig, ændrer det dog ikke ved, at jeg dybt og inderligt tror på, at man til tider skal slippe sin indre rebel fri og udfordre verden. Ellers rykker den sig aldrig.
Så tak til alle jer rebeller, der vover at udfordre den måde, vi tænker og handler på. Som bruger jeres kreativitet til at finde nye veje, og som satser jer selv.
