Min mand var mig utro…

Hej..

Jeg er en kvinde i trediverne. Jeg har igennem 5 år været kæreste med en noget yngre mand.

Vi har to børn sammen, på 1 og 3 år. For lidt over to år siden stod vi i et følelsesmæssigt kaos.

Min kæreste var blevet far for første gang og det var ikke som han havde forventet. Jeg gik hjemme på barsel, han arbejdede meget, og ofte arbejdede han over. Vi arbejdede samme sted og han begyndte at se en fælles kollega. De skrev sammen mange gange i løbet af dagen og jeg begyndte at stille spørgsmål til dette. Han blev vred og irriteret og i den periode fjernede vi os mere og mere fra hinanden. Han begyndte at lyve og til sidste kunne jeg ikke mere. Vi valgte at gå fra hinanden, så han flyttede fra os. Det hele skete så hurtigt. Vores søn var på dette tidspunkt lige fyldt et år.

Vi sås, når han skulle have sin søn, men vi talte aldrig rigtig sammen. Jeg var ked af det, tabte mig voldsomt men prøvede at lukke ham ude følelsesmæssigt. Det samme gjorde han.

Efter et par mdr begyndte vi så småt at finde tilbage til hinanden. Vi fandt undskyldninger for at ses. Det endte med, at vi var sammen et par gange, men mente stadig ikke, at vi skulle finde sammen. Vi blev forelskede i hinanden på ny.

Han stod dog med ben i to lejre. Han var så småt begyndt at se en anden. Jeg stod tilbage med vores barn og manglede ham i mit liv. Vi manglede ham i vores liv.

En dag tog vi en lang snak. Vi blev enige om, at vi havde genfundet vores gamle følelser igen, at vi elskede hinanden og havde lyst til at danne familie igen. Den aften gik jeg i seng med sommerfugle i maven og troen på at alt var godt.

Morgenen efter ringede han og fortalte at han i starten af vores brud, havde været i seng med vores fælles kollega.

Jeg blev knust. Kunne ikke se en udvej. Hvordan skulle jeg kunne stole på ham igen. Hvordan skulle jeg kunne vende tilbage til vores fælles arbejdsplads, når både han var der og hende, han havde været utro med?

Vi tog endnu lang snak. Han var så utrolig ked af det. Han havde følt sig låst fast med barn og han havde svært ved at rumme, at han ikke havde samme “værdi” som mor. Vi talte om det og fandt tilbage til hinanden igen og blev enige om at prøve. Han flyttede tilbage efter en mdr. Jeg startede på arbejde, men måtte sygemeldt mig efter tre uger. Jeg kunne ikke rumme at være tilbage. Det sled for meget. Så jeg fandt et andet arbejde og han sagde også sit arbejde op og fik arbejde andetsteds.

Jeg blev gravid med vores barn nr 2 en mdr efter. Det var ikke meningen, og jeg blev på én gang ked af det og meget bange for, hvad det kunne medføre. Han var derimod lykkelig og glædede sig vildt.

Nu er der gået lidt over to år. Vi er stadig sammen. Vi er glade, og han er gladere for mig end nogensinde. Jeg er også glad for ham. Jeg elsker ham. Men jeg er også bange for at give slip. Bange for at blive såret igen. Følelserne fra dengang nærer stadig i mig, og de gør ondt. Jeg har så svært ved at forstå, hvordan han kunne forlade mig.. os. Jeg ville rigtig gerne tale om det, da vi fandt sammen igen, men han blev træt af det til sidst. Så nu har jeg undertrykt trangen til at få alt at vide.. men jalousien og angsten vil ikke forsvinde. Jeg tænker på det hver dag, og jeg tænker på det, når vi elsker.

Hvordan slipper jeg disse følelser, hvordan kommer jeg videre? Hvordan kommer vi videre som familie, som gode forældre, der stoler på hinanden, tør give hinanden fri uden angsten for at miste og uden at miste sig selv?

Jeg elsker ham, mine børn og os. Og netop denne dybe kærlighed er tæt forbundet med angsten for at give slip.

Jeg ved, at det er et laaaaangt spørgsmål men jeg håber, at det giver mening, og at du vil tage det op for jeg har brug for andres syn på sagen.

Mange gode hilsner

Hende, der ikke kan give slip.

Kære dig, der ikke kan give slip.

Mens jeg læser dit brev, får jeg lyst til at sende dig på rekreation. Ligesom i gamle dage, hvor kvinder kunne blive indskrevet på badehoteller til ro og fordybelse. Jeg får lyst til at skærme dig et øjeblik, sende dig et sted hen hvor du kan høre din egen sjæl, mærke vinden fra havet i dit hår og ikke skal andet end at være i dig.

At få to børn tæt på hinanden er aldrig nemt, selvom det også kan være en stor glæde, og du har måtte være så stærk og modig samtidigt. Jeg vil drikke en skål for dig, kære kvinde. Skåle for dit mod til at turde elske denne mand og være med jeres historie, selvom den også gør ondt.

Vi lever i en forståelse af utroskab, hvor det ofte opfattes som det ultimative svigt. Som den ene ting man ikke kan og ikke skal tilgive.

Personligt kender jeg hundredvis af forskellige historier om utroskab, og jeg kan kun ydmygt konkludere, at ligeså rigtigt det kan være for nogen at afslutte et forhold efter, ligeså forkert er det for andre. Det er en af de udfordringer i livet, som vi står meget alene med. Vil du leve med det, som er sket, og danne et nyt forhold til den, der har såret og svigtet dig eller ikke?

Du valgte at skabe et nyt forhold til samme mand. At tro på, at de følelser du mærkede var værd at give plads, at få et barn til sammen og tage konsekvenserne af det, der var sket ved at skifte arbejde begge to.

Modigt!

På mange måder kunne dette være en lykkelig slutning. I oplevede store udfordringer, gled fra hinanden og fandt sammen igen.

Men du lider stadig, og det skal have fokus nu.

Du har klogt opgivet at forfølge trangen til at vide ALT, om det der skete, og det er er klogt, fordi der er spørgsmål, som vi alligevel aldrig kan komme til bunds i. Det er derfor langt stærkere at spørge:

Hvad betød vores brud og utroskaben for dig?

Og det hører jeg også, du har en forståelse for. Du ved, at han havde det svært med at blive far og ikke have samme “værdi” som mor. Du ved, at han følte sig låst fast. De indsigter kan måske være med til at hjælpe dig til at tænke, at det ikke handlede om dig eller kærligheden til dig eller din tiltrækningskraft som kvinde, men tværtimod om hans egen indre kamp og vildveje.

Men du skriver også, at jalousien og angsten ikke er forsvundet.

Der er mange niveauer i dette, og jeg vil tage fat i to konkrete. Det første er:

Hvad betød jeres brud og utroskaben for dig?

Engang da jeg kæmpede i mit liv, skrev jeg denne sætning: Et skrig der ikke får ører, genlyder bare endnu højere.

Når jeg læser mellem linjerne, får jeg en fornemmelse af, at dit skrig ikke er blevet givet nok omsorg. Har du fået rum til at dele med ham, hvordan det var for dig? Til at skælde ham ud, græde eller være ked af det?

Har du bedt en veninde, søster eller ven om støtte?

Vi kan godt fikse tingene. Vi kan flytte sammen igen. Vi kan skifte job. Vi kan beslutte at være sammen på trods af det svære – men vi kan ikke fikse vores følelser.

Nogle gange kræver de, at vi selv og andre lytter, omfavner og giver os tid til at mærke det hele.

Så her er et konkret råd:

Tag din del af historien op igen med ham.

Få børnene passet, sæt aftenen af og sig til ham med dine egne ord:

“Jeg er ikke vred på dig og i gang med at bede om skilsmisse fra dig eller ændre vores liv. (Pause) Men jeg har brug for, at du lytter på og støtter mig i det tale om det, som vores brud og utroskaben har givet mig af smerte. For jeg kæmper stadig med jalousi og angst, og det vil holder mig på afstand af vores kærlighed.”

Fortæl din historie!

Bed ham om at rumme din oplevelse. Uden at forklare sig selv, angre eller undskylde for så handler det igen om ham, men helt enkelt give dig plads til dine følelser.

…

Det er del et.

Del to er lidt mere kompliceret. For du har helt ret, når du skriver at den dybe kærlighed er forbundet med angsten.

Kærligheden er både vores eneste værn mod den eksistentielle angst for at miste, for at være alene og for at dø. Men det er også kærligheden, som gør os sårbare og angste, fordi vi med kærligheden har noget at miste.

Du har oplevet at miste.

Du har oplevet, at kærligheden ikke beskytter dig mod svigt, angst og ensomhed.

Det er din rejse at forsone dig med.

Selvom han hver eneste dag af resten af jeres liv sagde: Jeg elsker kun dig, jeg begærer kun dig og jeg lover lover lover aldrig at forlade dig igen, så kan han stadig ikke tage den angst fra dig.

Derfor fik jeg lyst til at sende dig på rekreation og lytte til din sjæl.

Den hvisker, at du skal give slip.

Slip smerten, slip billederne af den anden med ham, slip angsten!

Træk vejret, min kære.

Du kan godt.

Elsk dig selv.

Kærlig hilsen Daisy

PS

Har du noget på hjerte?

Så skriv til mig her: Kære Daisy

Har du også et dilemma eller en udfordring?

Skriv til Daisy - her er plads til alt. Lyt efter svaret i brevkassen "Kære Daisy".

Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Book din tid til en samtale her.